Log ind

Interview: Dronningen af dissonans

  • Interview: Dronningen af dissonans
    1 / 2
    Jonatha Brooke
  • Interview: Dronningen af dissonans
    2 / 2
    Jonatha Brooke

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den amerikanske sangerinde Jonatha Brooke er tilbage efter længere tids pause fra musikken. Hun er blevet mere politisk i sin sangskrivning, dyrker det lyse og det mørke, og hun stemmer sin guitar, som hun vil.

- Jeg er rædselsslagen. Det er en fucking katastrofe. Hver morgen, når jeg læser aviserne, har jeg lyst til at skrige! Hvem er det her fjols? Han er en patologisk løgner, en narcissistisk, falsk gris. Han har det værste instinkt, en person kunne have, og så er han vores fucking præsident! Det er et mareridt, og vi kan bare ikke vågne!

Jonatha Brooke holder vejret et par sekunder, inden hun bryder ud i en stille, opgivende latter. Den 52-årige sanger og sangskriver er vred. Vred på de mørke sider, der har formået at overtage ikke blot hendes fødeland, men også resten af verden. Frustrationerne lader hun blandt andet komme til udtryk på sit seneste udspil "Midnight, Halleluja".

- Selve titlen refererer til kampen mellem mørket og lyset, hvilket interessant nok er det, der sker i øjeblikket i dette land. Folkene, der har integration og forstand, som tænker før de taler, og så resten af folket, som Trump, der får resten af verden til at holde vejret i frygt for, hvad han kan finde på. Pladen er på en måde en krigszone mellem det gode og det onde. Der er glade sange, og der er triste sange, fortæller sangerinden.

Paradoksalt nok rummer den nye plade formentlig Jonatha Brookes gladeste sang til dato, sangen "Really Really Love", men glæden opvejes til gengæld af stenhårde emner i lige så hårde titler som "Put down the gun", "Hashtag Lullaby" og "Mean Looking Jesus".

- Jeg er nok blevet en smule mere politisk. Jeg sætter spørgsmålstegn ved vores våbenpolitik, bandekrige, børn der dræber børn, narkokrige og vold. Jeg forsøger at tage de her emner op uden at kaste mig ud i en prædiken. Så på den måde adskiller denne plade sig nok fra de tidligere - den er mere politisk, simpelthen fordi jeg ikke føler, jeg har noget at miste, siger Jonatha Brooke og fortsætter:

- Her i staterne skal du være så forsigtig med, hvad du siger. Fordi folk har så travlt med at angribe folk for at have en mening. Jeg tror, jeg føler mig bedre tilpas med at tage disse emner op - og med det år, vi har haft ... hvordan kunne jeg ikke skrive de sange?

De skæve toner

Svaret kender ingen. Hvordan skulle hun ikke det, når det at skrive sange er det, hun kan. Det hun har gjort siden begyndelsen af 80'erne, hvor hun som sammen Jennifer Kimball i duoen The Story tiltrak sig opmærksomhed med dissonante harmonier og gribende tekster. En tilgang til musikken, som Jonatha Brooke tog med sig, da hun i midten af 90'erne gik solo. Og en tilgang, der ligger så dybt i hende som at trække vejret.

Når musikken spiller er det tydeligt for selv det utrænede øre, at noget ikke stemmer helt, som det plejer. Hendes vokal er skarp og tydelig, men guitaren derimod ... den jager disharmonierne. De skæve toner, der ikke naturligt finder hvile ved siden af hinanden, som vi kender det i en traditionel dur-akkord. Jonatha Brooke stemmer sin guitar, som hun vil - og det er ofte ikke som alle andre.

- Jeg er afhængig af dissonans, og jeg tænker, at det at stemme min guitar om giver mig mere dissonans under mine fingre. Det er ikke særligt praktisk, men det gør mig lykkelig. Jeg elsker den fyldige lyd af en åben stemning på guitaren. Jeg har aldrig været glad for at stemme min guitar i en standard-tuning. Måske fordi jeg har små hænder, og det gør det svært for mig at finde alle de dissonanser, som jeg leder efter. Det er især de dybe toner, jeg kan få frem ved at stemme om. Jeg stemmer ofte ned til et C, fordi det bliver den fyldige balance i akkorderne, som passer til min lysere stemme på toppen. Det giver bare en større palette, fortæller hun.

Et fantastisk eventyr

Paletten har hun siden begyndelsen brugt til at skitsere emner om alt fra krig til kærlighed. Allerede på sit første soloalbum, "Plumb" fra 1995, kommenterede hun den amerikanske udenrigspolitik med sangen "War", som hun skrev kort efter den første Golfkrig. Hun genindspillede den igen i forbindelse med den anden invasion af Irak i 2003, men selv om det var et sprængfarligt emne at tage op, så rokkede det tilsyneladende ikke ved hendes karriere. I årtusindets første årti udgav hun fem albummer, inden der pludselig blev stille.

- Efter "The Works" (album fra 2008, red.) begyndte min mor at få det skidt. Jeg turnerede en del, men da hun fik det værre, stod det klart, at jeg var nødt til at tage mig af hende. Så i 2010 flyttede hun ind hos os i New York, og hun levede hos os i de følgende år. Det var et fuldtidsjob, og det var virkelig intenst, men også et fantastisk eventyr, fortæller Jonatha Brooke om tiden med sin mor, der led af alzheimers.

Årene med moderen inspirerede Jonatha Brooke til at skrive musicalen "My Mother Has 4 Noses", som blev sat op på Broadway-teatret The Duke. Senere fulgte et album med musikken fra stykket, og Jonatha Brooke har siden arbejdet på to andre musicals.

- Men sidste år gik det op for mig, at jeg savnede mig gamle liv. Jeg ville lave et album. Jeg ville ud på landevejen. Jeg ville til Danmark! Og så var jeg virkelig nødt til at lave nogle penge, siger Jonatha Brooke.

At finde sin plads

Hun følger ganske vist den sidste sætning op med et grin, men alvoren er ikke til at tage fejl af. Tiderne for en musiker uden for A-listen har ændret sig markant.

- Det er virkelig en hård branche. Jeg har på tætteste hold oplevet det store skifte i musikindustriens økonomi, og jeg har på en eller anden måde overlevet, siger Jonatha Brooke, der flere gange i løbet af de senere år har udtalt sig kritisk om streaming-tjenesternes aflønning af kunstnere.

- Jeg forstår nu, at vi ikke kan vende tilbage - musikken er fri, og det vil den være for evigt. Så vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi så tjener penge. At tage på turné er den åbenlyse løsning, og gudskelov elsker jeg stadig at turnere. Men det er en virkelig udfordring, og det er da en skræmmende tanke: "Hvordan skal jeg kunne betale for mit liv?". Men indtil videre, går det okay, forsikrer Jonatha Brooke.

For selv om præsidenten er en skovl, sygdomme formentlig aldrig helt bliver udryddet, og musikindustrien famler i blinde for at finde sin plads, så har vi den stadig: musikken og alle dens detaljerige dissonanser.

  • 17342852_10155990747807846_5935142026828163102_n

    Af:

    Fotograferende journalist og digital ansvarlig på uao.dk. Jeg er uddannet fra journalisthøjskolen i Aarhus i 2009. Jeg har siden været ansat på TV 2/Danmark, Fyens Stiftstidende, fyens.dk, Erhvervsavisen Fyn og Pindle Odense. Jeg er desuden forfatter til biografien "Nalle - et liv ad omveje".

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere