ugeavisen odense

5 minutter
med de kendte

Annonce:

Sibiriens Specialfoder

Den BILLIGSTE pris.
Vi har ALT til dit kæle- og husdyr

5 minutter med de kendte
(Pressefoto)
Navn: Pernille Rosenkrantz-Theil.

Alder: 32 år.

Stilling: I øjeblikket er pernille Rosenkrantz-Theil på barselsorlov. Den 1. juni tiltræder hun stillingen som konsulent i 3F’s ledelsessekretariat.

Civil status: Gift med Mikkel Jes Hansen. Sammen har de en søn på 17 måneder og en datter på fire måneder.

Kendt på grund af: Medlem af Folketinget for Enhedslisten fra 2001 til 2007 - i den første periode var hun valgt for Fyns Amt. I april 2008 meldte hun sig ud af Enhedslisten og den 3. december meldte Pernille sig ind i Socialdemokratiet. Pernille Rosenkrantz-Theil har desuden lavet radio i "Mads og Monopolet" på P3 og i "Kaffeklubben" på P1.

Aktuel med: Pernille Rosenkrantz-Theil vil som socialdemokrat atter forsøge at blive valgt til Folketinget på Fyn. Den 3. marts kæmper hun derfor med Benny Nybo om at blive partiets folketingskandidat i Odense Øst-kredsen.

Hvorfor gik du ind i partipolitik?

- Mens jeg var under uddannelse, var jeg meget aktiv i elevbevægelsen. Jeg kunne godt lide det brede samarbejde, der var i bevægelsen, hvilket var én af grundene til, at jeg på det tidspunkt var blevet medlem af et parti.

- Da jeg havde taget min eksamen - og derfor ikke længere kunne være med i elevbevægelsen - havde jeg stadig trangen til at være med til at forandre samfundet og i 1993 blev jeg medlem af Enhedslisten.

Hvad er det bedste ved at være medlem af Folketinget?

- Det er at have muligheden for at være med til at sætte debatten om, hvilken retning samfundet skal tage.

- Desuden har jeg altid været ret så højtråbende, når jeg ser tv-avis, så det er et privilegium at kunne sige tingene direkte til Anders Fogh Rasmussen i stedet for til en tv-skærm, siger Pernille Rosenkrantz-Theil med et smil.

Hvad var det sværeste i det job?

- At jeg ikke kunne nå rundt om alt det, jeg gerne ville.

- I den tid jeg var folketingsmedlem, stødte jeg ofte på menneskeskæbner, hvor jeg havde lyst til bare at smide alt, jeg havde i hænderne, for at tage hånd om og hjælpe dem. Skæbner, der måske ikke var spændende set i et mediebillede, men som alle var udtryk for mennekser, der var ude for en eller anden form for uretfærdighed.

Hvorfor var det netop socialdemokratiet, du valgte som dit nye parti?

- I de seks år jeg var i Folketinget, arbejdede jeg dagligt tæt sammen med socialdemokraterne og jeg fandt ud af, at Socialdemokratiet er det parti, der har de bedste løsninger på de problemer, samfundet står i i dag.

Vil det sige, at du havde skiftet uanset balladen om Asma Abdol-Hamids opstilling, som i medierne blev til grunden til, at du stoppede i Enhedslisten?

- Der havde længe været interne stridigheder om linjen i Enhedslisten, så Asmaa var bare dråben, der fik bægret til at flyde over.

Nu, hvor du er blevet medlem af Socialdemokratiet, er der så områder, hvor du har skiftet holdning i forhold til dengang, du var medlem af Enhedslisten? Skal eksempelvis den danske krone udskiftes med euroen?

- Ikke hvis du spørger mig. I den aktuelle finanskrise, mener jeg ikke, at det har været en ulempe at stå udenfor euroen og det perspektiv, synes jeg er vigtigt at have med, når diskussionen kommer.

- Men jeg ved også, at man skal passe på med at råbe højt, når man er en minoritet, så jeg vil kæmpe den og lignende kampe om Socialdemokratiets linje internt i partiet.

Hvorfor vil du gerne i Folketinget igen?

- Jeg har tidligere oplevet, at det er muligt at rykke kampestene med de bare næver i forhandlingslokalerne, og det vil jeg gerne være en del af igen.

- Det gælder spørgsmål som: Er det bedst at lade pengene ligge i borgernes lommer i form af skatteletelser eller er det bedre at bruge dem til at forbedre de fælles velfærdsydelser de steder, hvor der er behov for det.

Hvorfor har du valgt Fyn som det sted , hvor du vil være socialdemokratisk folketingskandidat?

- Fordi Fyn passer mig rigtig godt. Det var her jeg blev valgt første gang og ville gerne være blevet her, men på grund af Enhedslistens indre logik, røg jeg til en københavnsk kreds.

- Det, der passer mig godt ved Fyn er, at det er et afgrænset geografisk område, der har sine egne fælles medier. Det giver en god debatkultur. Det ses blandt andet på de fynske mediers hjemmesider, hvor debattørerne favner meget bredt i modsætning til andre steder, hvor det ofte er en speciel fag- eller samfundsgruppe, der tager patent på debatten.

- På Fyn griber tingene ind i hinanden. For eksempel så har trafikale problemstillinger også betydning for odenseanerne.

- Endelig minder sammensætningen i Odense 1. kreds meget om det miljø, jeg kommer fra i Skælskør, hvor jeg er født.

Hvis Socialdemokratiet kommer i regering efter næste valg, hvilken ministerpost vil du så helst have?

- Klap lige hesten, ler Pernille Rosenkrantz-Theil.

- Jeg vil sige det ligesom Anders Fogh: »Jeg svarer ikke på hypotetiske spørgsmål".

Så lad mig spørge på en anden måde: Hvilke politiske områder er du mest optaget af?

- Der er tre, som jeg har særlig interesse for: Uddannelse - det var der jeg startede indenfor politik, økonomi - hvilket vil sige skatte- og finansområdet - samt ligestilling.

Hvad skal man tale med dig om hvis ikke politik?

- Der er mange ting, jeg synes er interessant at tale om: Film, bøger, eller ganske almindelige hverdagsagtige ting. Jeg kan godt lide at høre om folks hverdag og hvad der sker ude på arbejdspladserne.

Hvilken film har gjort størst indtryk på dig?

- Der er mange. Én af dem er »Livet er smukt". Jeg har set den så mange gange, at jeg kan den fra a til z.

- Det, der er fantastisk ved den film er, at den fortæller en smuk kærlighedshistorie gennem noget af det mest gruopvækkende, der er sket i vores historie - jødeforfølgelsen under anden verdenskrig - som er en tid, vi der ikke selv har oplevet den ikke helt kan forstå. Og alligevel er det en sjov og rørende film.

Hvad læser du i øjeblikket?

- Frank Arnesens biografi.

- Det er en fødselsdagsgave, men jeg kunne sagtens have fundet på at købe den selv. Jeg var en stor fan af Frank Arnesen, da han var aktiv og spillede på landsholdet.

- Ellers synes jeg, at Herbjørg Wassmo - forfatteren til »Dinas bog" - har skrevet nogle fantastiske romaner, også de der ikke er så kendte.

- Og så er jeg bidt af krimier i stil med Stieg Larssons romaner. Det er trist, at han er død. Han skulle være blevet en gammel mand, så han kunne have skrevet mange flere krimier.

Hvilken musik kan få dig ud på dansegulvet?

- Jeg er stor fan af Bruce Springsteen, men det er mere lyttemusik end dansemusik.

Skal du se ham, når han giver koncert i Danmark senere på året?

- Måske, det har jeg ikke bestemt mig for endnu. Måske går det ligesom engang, hvor jeg ikke fik billet til hans koncert herhjemme, men så tog jeg bare til Hamburg for at se ham i stedet for.

- Den næste koncert jeg har købt billet til er AC/DC i Parken. Jeg har altid hørt meget af den type musik. Jeg hører nu også gerne Criss Isak. Jeg har i det hele taget en meget bred musiksmag. Det kommer der af at være gift med en musiker.

Hvilken type mor er du?

- Det er altså alt for tidligt at sige noget om den slags. Mit ældste barn er trods alt kun 17 måneder.

- Det eneste jeg kan sige er, at jeg, før jeg fødte, troede, at jeg ville være mere pylret end jeg rent faktisk er blevet.

Er du en handywoman?

- Ja, det er jeg faktisk. Jeg kan godt lide at lave ting med hænderne og går gerne i gang med projekter i stil med at vælte vægge til at lægge nyt gulv og lave badeværelser.

Hvad er det modigste, du har gjort?

- Det ved jeg sgu’ ikke... Jeg vil nok sige, at det er at få børn.

- Jeg har ellers prøvet en del som for eksempel, da jeg var udsendt af Folkekirkens Nødhjælp i forbindelse med tsunamien. Det var helt vanvittigt, men i et kort tidsrum - på nær de ar der har sat sig på sjælen. Når man får børn er de der resten af livet og det er et vildt stort ansvar.

Dyrker du sport?

- Ikke så meget mere. Jeg har tilbragt det meste af min ungdom dels i en svømmehal og dels på en volleyball-bane. Det var før jeg gik ind i politik, og efter jeg har fået børn, er der blevet endnu mindre tid til sport, så i øjeblikket får jeg kun motion, når jeg bruger den cross-trainer, jeg har fået sat op herhjemme.

Hvad så med at se sport?

- Jeg er vild med at se fodbold og er FCK-Fan med stort F.

- Jeg har tidligere spillet en del managerspil på internettet - det var både den engelske Premier League, Champions League og Superligaen, og jeg var ret god til det - ligesom jeg ofte så FCK spille i parken og når de var på besøg i Brøndby, men igen er det som om perspektivet flytter sig, når man får børn, så det sker ikke så tit mere.

Det vidste du ikke om Pernille Rosenkrantz-Theil:

- Pernille spiller med i Klasselotteriet. - På et eller andet tidspunkt lod jeg mig lokke med i lotteriet af en reklame og nu køre det af sig selv på PBS og det er nok meget godt, altså for Klasselotteriet. Hvis jeg selv skulle gå og tænke på at forny loddet eller tjekke om jeg vandt, så ville jeg nok hurtigt få stoppet min deltagelse.

Pernille kører i en Citroën Evasion, der med hendes egne ord er et ordentligt miljøforurenende lokum af en bil. - Før vi fik børn, havde vi ikke brug for at have en bil, men klarede det fint med den københavnske delebilsordning. Men med børn er det af og til nødvendigt og det blev Evasion-modellen, fordi den har plads til en tvillingeklapstol ellers ville vi have valgt en mindre og mere miljørigtig bil, siger hun.

Pernille har for nylig anskaffet sig en cykelhjelm. - Jeg købte den i sommer efter at have hørt en historie om en på min egen alder, der væltede på cyklen og fik åbent kraniebrud. På det tidspunkt arbejdede jeg i FOA og der havde jeg en kollega, som blev ved med at prikke til mig, indtil jeg købte hjelmen. Men der er ingen, der får lov til at tage et foto af mig med den på, for den er eddermaneme grim, griner hun.

Tophistorier netop nu

Kundeservice

Telefon: 63 15 15 15 · Fax: 65 93 00 56
E-mail: kundeservice@fynskemedier.dk

Åbningstider: Mandag-torsdag: Kl. 8.00 - 16.00 · Fredag: Kl. 8.00 - 15.00
Abonnementsrettelser til næste dag senest kl. 14 hverdagen før.
Rettelser, der modtages fredag efter kl. 14 træder først i kraft tirsdag.

Har du ikke fået avisen? Ring tlf. 63 15 15 15
Mandag-fredag: Kl. 7.00 - 10.00 Lørdage og søndage: Kl. 8.00 - 10.30