Åretsvinder:Inge MereteRasmussen
Årets
vinder:
Inge Merete
Rasmussen
Ugeavisens malekonkurrence, Vinderen kåres på Rådhuset
Foto: Hasse Frimodt/Fyens Stiftstidende
- Nummer to er Birthe Skov Midtiby, lød det fra borgmester Jan Boye, inden han efter en lille pause fortsatte:
- Og vinderen af Ugeavisens malekonkurrence 2009 samt gavekort for 100.000 kroner er...
- Inge Merete Rasmussen.
De ti finalister ud af i alt 342 deltagere i malekonkurrencen til fordel for patienterne på H.C. Andersen Børnehospital, var lørdag samlet i forrummet til byrådssalen, hvor det skulle afsløres, hvem Ugeavisens læsere havde valgt som vinder.
Og læserne favorit var Inge Merete Rasmussen.
Hun har deltaget i Ugeavisens malekonkurrence hvert år siden begyndelsen i 2002. Og en gang tidligere - i 2004 - har hun prøvet at være i finalen, hvor det blev til en andenplads.
Men det var en tydeligt overrasket, glad og rørt Inge Merete Rasmussen, der trådte frem fra kredsen for at modtage præmie, blomster og tillykke-knus fra borgmesteren.
- Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det kunne blive mig, der vandt, sagde hun efter at have sundet sig et øjeblik.
Motivet for årets vindermaleri er en gruppe mennesker i regnvejr med opslåede paraplyer.
Inge Merete Rasmussen fortæller, at gruppen ikke altid har stået i den grålige tåge.
- De har stået i dagslys som skiftede til nat før jeg besluttede mig for at lave det om til dagslys igen. Desuden har de haft et højhus i baggrunden, men det fjernede jeg igen inden maleriet fandt sin endelige form, siger hun.
- En form, der ikke er mere endelig, end at den lader meget være op til beskuerens fantasi - inklusiv min egen.
- Jeg kan godt lide malerier, der giver mange muligheder for, at man selv kan lave en historie udfra det, man ser. Hvem er de, hvor er de på vej hen eller hvor kommer de fra. Jeg ved det ikke helt selv, siger Inge Merete Rasmussen, der i lørdags havde taget sin datter og barnebarn, Maria Louise Rasmussen og Casper Bloch, med på rådhuset.
Hvad Inge Merete Rasmussen skal bruge sine 100.000 kroner på, er hun ikke meget for at røbe.
- Det er jo snart jul, siger hun med et smil.
- Men Casper - min øjesten - har fødselsdag den 1. december, så ham har jeg naturligvis tænkt på, da jeg valgte blandt gavekortene.
- Og så skal jeg have mig en ny computer, så jeg igen kan komme i kontakt med omverden via mail og internet.
Rejse, kroophold, vin og gavekort til læserne
Som noget nyt kunne man i år stemme på sin favorit blandt de ti finalemalerier via sms.Det gjorde 1.089 og blandt disse, blev der i lørdags trukket lod om tre præmier.
Britta Schnoor vandt førstepræmien i form af en rejse for to til Paris med Gislev Rejser.
Brian Storm Andersen vandt et kroophold for to sponseret af Fynske Medier, mens Helle Hessellund Kamph vandt et gavekort på 1.000 kroner til Odense City samt 12 flasker vin fra Ugeavisen.
Køb Inges vindermaleri
Ugeavisens malekonkurrence er som bekendt ikke kun en konkurrence med præmier til vinderne. Det er også en indsamling til fordel for de syge børn på OUHs fælles børneafdeling, H. C. Andersen Børnehospital.I de seks foregående år er det blevet til over 1,7 millioner kroner, der ubeskåret er gået til blandt andet hospitalsklovne, dvd-afspillere, spillekonsoller samt ikke mindst bygning af »Ugestuen", hvor børnene og deres familier kan komme lidt væk fra hospitalsmiljøet og slappe af i hyggelige omgivelser.
I år har indsamlingen rundet 150.000 kroner, men du kan hjælpe med til at gøre beløbet endnu større ved i denne og næste uge at byde på finalemalerierne og en række gavekort.
Hvordan kan du se på de efterfølgende sider 50 og 51.
Og i næste uge, hvor det er absolut sidste udkald til at byde på gavekort og finalemalerier, fortæller alle ti finalister om sig selv og deres malerier her i Ugeavisen.
