ugeavisen odense
Gerda brænder for sine 50 gryntende vintergæster

Gerda brænder
for sine 50
gryntende
vintergæster

Annonce:

Ludomani

Gratis behandling til spilleafhængige og nærmeste pårørende

- Man kan da ikke lade være med at holde af sådanne småfyrre, siger Gerda Michaelsen, der i år giver vinterly til 50 pindsvin i sin garage.
Foto: Hasse Frimodt/Fyens Stiftstidende
Det pusler og rasler i Gerda Michaelsens garage på Nørrebjergvej. Der er dog hverken tale om mus, rotter eller nisserne på spil.

Gerda giver derimod vinterly til ikke mindre end 50 pindsvin, og det er dem, der med deres karakteristiske øffe-snøfte lyde, møffer rundt i kaninbure og papkasser for at bygge redder af gamle aviser og hø til vinterhiet, alt imens de spiser sig et fedtlager til, så de kan klare en vinterlur på cirka fire måneder til engang hen i april.
Gerda brænder for sine 50 gryntende vintergæster

- Pindsvin taber 300 gram, når de går i vinterhi, så de skal veje cirka et kilo, før de lægger sig til at sove, ellers klarer de det ikke, fortæller Gerda Michaelsen og tager et af pindsvinene op i favnen.

- Da jeg fik hende her og hendes søskende vejede de kun omkring 60 gram hver. De var blevet forladt af deres mor, så jeg måtte opflaske dem med modermælks erstatning, siger hun og småsnakker lidt med pindsvinet, før hun sætter det ned igen til de andre.
Gerda brænder for sine 50 gryntende vintergæster

- Men det hører nu til sjældenhederne, at jeg får indleveret så små pindsvineunger.

Efterlyser gamle kaninburer

Det er kun tre år siden, at Gerda havde sin første »vinter-pensionær" med pigge.

- En efterårsdag fik jeg øje på et lille pindsvin, der løb forvirret rundt på gårdspladsen, så jeg ringede til dyreværnsforeningen Pindsvinevennerne for at få at vide, hvad jeg skulle gøre, fortæller hun.
Gerda brænder for sine 50 gryntende vintergæster

Ud over gode råd til, hvordan hun kunne passe den lille, blev Gerda Michaelsen også overtalt til at lade endnu et par pindsvin flytte ind i garagen.

- Pindsvin vil gerne være sammen, når de går i hi, og jeg havde jo pladsen, som hun siger.

Sidste år blev Gerda atter kontaktet af Pindsvinevennerne, og den vinter overnattede otte pindsvin i hendes garage. Og i år er tallet altså eksploderet til 50 gæster, hvilket er det maksimale Gerda har bur- og papkasseplads til i garagen.
Gerda brænder for sine 50 gryntende vintergæster

- Men hvis der er nogen, der ligger inde med nogle gamle kaninbure, som de vil donere, tager jeg meget gerne imod, så endnu flere pindsvin kan reddes, siger hun.

Gerda er klar med medicinkassen

Gerda fortæller, at hun har været ude for at få indleveret pindsvin, som ikke stod til at redde.

- I starten kunne jeg slet ikke tage det. Jeg syntes, det var så utroligt modbydeligt, når jeg var nødt til at aflive et pindsvin.
Gerda brænder for sine 50 gryntende vintergæster

- Nu har jeg fået et mere afklaret forhold til, at det ikke altid går godt. Det er man nødt til at have, ellers skal man ikke gå ind at prøve at rede dyr.

Via Pindsvinevennerne har Gerda fået udleveret dyrlægeordineret medicin, heriblandt noget til at tage smerter.

- Det er det, jeg bruger, hvis jeg vurderer, at pindsvinet ikke har en chance for at overleve. Så giver jeg det en ekstra dosis smertestillende, og så dør det hurtigt.
Gerda brænder for sine 50 gryntende vintergæster

Gerda Michaelsen tilføjer, at det hører til sjældenhederne og at overlevelsesprocenten er stor for de pindsvin, hun tager sig af.

I sin »dyrlæge medicinkasse" har Gerda også ormekure, som er obligatorisk for alle de pindsvin, hun tager sig af. Det samme gælder en loppekur mod de særlige pindsvinelopper, som kun kan leve på pindsvin.

- Og så har jeg et middel mod maddiker. Fluer har det med at lægge spy (flueæg, red.) i øjnene, munden og nede mellem piggene hos pindsvin. Efter bare 24 timer udklægges æggene og i naturen er det ensbetydende med, at pindsvinet risikerer at blive ædt op levende af maddikerne.
Gerda brænder for sine 50 gryntende vintergæster

Når man ser Gerda Michaelsen sammen med pindsvinene, er det tydeligt, at hun har tabt sit hjerte til de små piggede dyr.

- Jeg er dyreven. Og det er da livsglæde at se sådanne nogle bittesmå vokse op, siger hun med et stort smil.

- Men selv om jeg forkæler dem med avocadoer hver aften - det er som slik for dem - så er jeg meget bevidst om, at pindsvin er vilde dyr, som hører til i naturen.

- Og når det bliver forår, har jeg det rigtig godt med at se dem forsvinde ud mellem buske og krat. Selv om de fuldstændig glemmer, at de har overvintret her og aldrig vender tilbage, så ved jeg, at jeg har været med til at redde dem, siger Gerda Michaelsen.

Tjekliste til pasning af pindsvin

Hvis man finder pindsvin og vil give dem ly for vinteren, har Gerda Michaelsen følgende tjekliste for, hvad der skal til:

- Pindsvin skal have et sted at bygge rede. Om det er et gammelt kaninbur eller en papkasse, betyder ikke så meget. Som redemateriale kan bruges gamle klude, aviser eller halm.

- Pindsvin skal have adgang til rigelig foder som eksempelvis katte tørkost, indtil de er klar til at gå i hi.

- Det er vigtigt, at pindsvinet får vand at drikke. Man må endelig ikke give dem mælk, ost eller andre mælkeprodukter. Det får de bare diarré af og dør.

- Endelig skal man være klar over, at det tager tid at tage sig af pindsvin. Udover at sørge for foder og vand, skal der gøres rent hos dem hver dag.

Tophistorier netop nu

Kundeservice

Telefon: 63 15 15 15 · Fax: 65 93 00 56
E-mail: kundeservice@fynskemedier.dk

Åbningstider: Mandag-torsdag: Kl. 8.00 - 16.00 · Fredag: Kl. 8.00 - 15.00
Abonnementsrettelser til næste dag senest kl. 14 hverdagen før.
Rettelser, der modtages fredag efter kl. 14 træder først i kraft tirsdag.

Har du ikke fået avisen? Ring tlf. 63 15 15 15
Mandag-fredag: Kl. 7.00 - 10.00 Lørdage og søndage: Kl. 8.00 - 10.30