03. februar 2010 04:00
Send artiklen Hjemme igen efter dagligdage med amputerede arme og ben til din ven.
Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
Når der var hårdt sårede soldater på vej til felthospitalet, var det standardprocedure, at alle med en matchende blodtype holdt sig klar, hvis der skulle blive brug for det. Her er Lone Damkjær Christensen ved at blive tappet for blod, der skal bruges til en engelsk soldat, der samtidig ligger på operationsbordet, hvor lægerne kæmper for hans liv efter, han er blevet skudt i leveren og lungen. Blandt andet takket være Lones blod overlevede soldaten. (Privatfoto)
Foto: HASSE FRIMODT/FYENS STIFTSTIDENDE
Se flere billeder Foto: HASSE FRIMODT/FYENS STIFTSTIDENDE
Hjemme igen efter dagligdage med amputerede arme og ben
- Jeg kan godt blive skræmt over, hvor hurtigt jeg vænnede mig til noget så ekstremt som patienter, der kom ind med opsprættede maver der blottede tarmene, flere amputationer på en dag og andre alvorlige kvæstelser, som krig fører med sig, siger Anders Valentin Johansen, der læser medicin på SDU.
Sammen med medstuderende Lone Damkjær Christensen, var han fra juli til oktober sidste år tilknyttet et britisk felthospital i Camp Bastion i Afghanistan.
Sammen med medstuderende Lone Damkjær Christensen, var han fra juli til oktober sidste år tilknyttet et britisk felthospital i Camp Bastion i Afghanistan.
1 anbefaler denne artikel
- Jeg var der som sygepasser, hvor mine primære opgaver var at rengøre instrumenter, rense sår samt hjælpe til ved operationer, hvis det blev nødvendigt, fortæller Anders Valentin Johansen.
Lone Damkjær Christensens oprindelige opgaver lød på at hjælpe med til det administrative arbejde som eksempelvis arkivering af journaler
- Men i løbet af de tre måneder, udførte jeg også en del plejearbejde i forhold til patienterne samt hjalp til, hvor der ellers var brug for hjælp.
- Det kunne eksempelvis være at bære affald fra eksempelvis operationsstuerne ud i en container. De måneder, vi var i Afghanistan, var det ikke usædvanligt, at temperauren kom over 40 grader, så der stank forfærdeligt fra den container, fortæller Lone Damkjær Christensen.
Meningsløst at redde liv
Et felthospital som det britiske tager sig ikke kun af sårede soldater. Det fungerer også som et tilbud om lægelig behandling i bred forstand for befolkningen i lokalområdet.- Langt de fleste af hospitalets patienter var derfor lokale, som kom for at blive behandlet for almindelige ting som diarre eller forstuvede fingre, siger Lone Damkjær Christensen.
- Men det er jo ikke det, der fylder så meget i hukommelsen, tilføjer hun og Anders nikker.
Der var simpelthen særlige situationer, der var for tragiske til, at de gled ind i den daglige mængde spræng- og skudsår. Et eksempel var den dag, hvor en hel familie blev bragt ind på felthospitalet.
- En gravid kvinde og hendes fem børn havde befundet sig i dagligstuen, da en granat sprang i stuen, fortæller Anders Valentin Johansen, der den dag var på den stue, hvor den gravide blev indlagt, mens hendes børn blev behandlet på andre stuer.
- Det var nødvendigt at udføre en hasteabort, hvis kvinden og det ufødte barn skulle have en chance for at overleve, desværre lykkedes det ikke at redde barnet, fortæller han.
Lone havde vagt på stuen, hvor den yngste dreng og pige blev indlagt, og pigen blev ved med at skrige, at hun ikke ville amputeres.
- Det virkede nærmest for meningsløst at foretage amputationen, selv om det reddede hendes liv, siger Lone Damkjær Christensen, som forklarer:
- Pigebørn er ikke i særlig høj kurs i Afghanistan, og da slet ikke hvis de mangler et ben eller en arm. Så selv om vi reddede hende, risikerede hun at blive skudt af sine egne, når hun blev udskrevet og kom hjem.
Mangel på bind, tandbørster og tøj
Tiden i Afghanistan var tre måneder med barske oplevelser. De to medicinstuderende er dog enige om, at de gerne vil udstationeres igen på et felthospital, hvis muligheden byder sig.- I Afghanistan kunne jeg mærke, at jeg og de andre på felthospitalet gjorde en forskel. At vi gav soldaterne en følelse af sikkerhed for, at der er nogen til at tage sig af dem, hvis det skulle gå galt, og de bliver såret, siger Anders Valentin Johansen. Han tilføjer, at det også rent fagligt var en spændende oplevelse, hvor der var mulighed for at opleve helt andre udfordringer end på et dansk hospital.
- Og selv om der var tale om et felthospital, så var operationsstuerne toptunede og udstyret som et moderne, dansk hospital, siger han.
Lone Damkjær Christensen tilføjer, at det så helt anderledes ud på sengeafsnittet, der er tydeligt mærkerket af et håbløst forsyningssystem.
- Der er mangel på de mest basale hygiejniske ting som eksempelvis menstruationsbind og tandbørster.
- På samme måde er der stor mangel på tøj til erstatning for de bukser, bluser eller skjorter, som det ofte er nødvendigt at klippe i stykker, før man kan begynde at behandle skudsår og andre skader, når de sårede kommer ind, siger hun.
Det er kun tre måneder siden Anders og Lone kom hjem til Danmark, og de kommer uvægerligt til at tænke på tiden på felthospitalet, når de hører, at en danske soldat er død i Afghanistan.
- Vi ved jo, hvor hårdt læger og plejere arbejder for at redde soldaternes liv, og hvordan det føles, når det ikke lykkes, siger Anders Valentin Johansen.
- De fleste danskere, der kom ind, mens vi var der, overlevede, men der var desværre en, der døde. Han var så hårdt såret, at han ikke engang nåede at komme ind på skadestuen.
- Det ramte hårdere end de andre, der døde, mens vi var der, siger Lone Damkjær Christensen.
Til daglig læser Anders Valentin Johansen og Lone Damkjær Christensen medicin på SDU. I tre måneder sidste efterår skiftede de studenterlivet ud med en hverdag fyldt med amputerede arme og ben som følge af krigsskader på et britisk felthospital i Afghanistan.
Foto: Hasse Frimodt/Fyens Stiftstidende
Foto: Hasse Frimodt/Fyens Stiftstidende