Med nittearmbånd, læderjakke og viltert flerfarvet hår har Johan Isbrand nok skræmt en ældre dame eller to i sin ungdom.

I dag er det dem, han lever af.

Han er siden dengang i 70’erme og 80’erne, hvor han var punker blevet journalist på Familie Journal. Lidt af et karriereskift vil nogen måske mene, men det tager han sig ikke af.

- Det med den gode smag, har aldrig været mig. Og jeg har aldrig fulgt strømmen.

- Men der er da mange, der mener, at Familie Journal er det rene mormor, tandløst og underlødigt, erkender Johan Isbrand.

Det har dog ikke altid været hans drøm at blive journalist. Som ung ville han allerhelst have været rockstjerne.

I 1979 flyttede han til Fyn sammen med sin familie. I første omgang slog moderen og hendes nye mand sig ned i Søllested, og siden rykkede familien til Holluf Pile. Men det var ude på landet ved Glamsbjerg, at Johan Isbrand fik øjne og ører op for punken. Der var ikke noget at foretage sig for unge mennesker, og af ren kedsomhed lavede han og broren bandet Razor Blades.

Bandet spillede punk.

Det betød, at der skulle masser af hegn på guitaren og nitter på tøjet. Det var dog ikke alle Razor Blades medlemmer, som var lige engagerede.

- Der var ikke mange af de der landlige fynboer, som gik ind for det. De syntes vist, at det blev lidt for meget. Og på et tidspunkt, da vi skulle spille i Odense, var der en af de andre i bandet, der ikke måtte komme med for sine forældre. De var sikre på, at han ville få stukket en kanyle i armen, så snart han kom til Odense, siger Johan Isbrand og tilføjer:

- Man kan sige, at vi startede den fynske punkscene i Søllested. Men så flyttede vi til Odense, og så begyndte det er gå lidt bedre.

Johan Isbrands fraskilte mor frygtede dog ikke, at punken skulle gøre hendes søn til stiknarkoman.

- Hun var gammel flipper og tog med mig og min bror til Alice Cooper-koncert i midten af 70’erne. Det syntes hun, var ret sjovt, fortæller Johan Isbrand, som dengang var 11-12 år.

Han tilføjer:

- Alle mine klassekammerater lyttede til Sweet og Slade, men jeg ville hellere høre David Bowie og Alice Cooper. Da jeg var 12 år havde jeg langt hår. Ikke fordi jeg ville være hippie, men fordi jeg drømte om at blive rockstjerne. Og så gik jeg med badges, hvor der stod »Ja til Atomkraft." Jeg har bare altid haft mine egne meninger om tingene, siger Johan Isbrand, som heller ikke siden har haft behov for at være en medløber. Derfor er han også fuldstændig ligeglad med, hvis folk ikke mener, at billedet af en tidligere punker er foreneligt med det image Familie Journal har.

Flere fordomme om Familie Journal

- Det, der bryder grænserne, er fedt, og jeg har også altid godt kunne lide splatterfilm og Lars Von Trier. Alt grænsebrydende har jeg altid godt kunne lide, siger Johan Isbrand og tilføjer:

- Men jeg vil sige, at jeg aldrig har mødt så mange fordomme, som efter at jeg i 1996 begyndte at arbejde på Familie Journal. Og det er altid de mennesker, der ikke har læst bladet, der synes, at det er fuldstændig lamt. Der er nogen mennesker, der er uden for pædagogisk rækkevidde, og hvor snobberiet vinder over dem, siger Johan Isbrand, som er stolt over at være en del af Familie Journal.

- Selvom oplagene går ned i øjeblikket, er det alligevel dejligt, at vi kan være med til at sprede glæde. Og så er jeg glad for at repræsentere et ugeblad med de værdier, som Familie Journal har, siger Johan Isbrand.

Selvom han altid har været lidt af en rebel, har Johan Isbrand alligevel aldrig været bange for det etablerede liv i et parcelhuskvarter med villa, vovse og Volvo.

- Jeg er et meget ordentligt menneske. Både i mit familieliv og med min økonomi. Der har jeg nok haft et skrækeksempel i min mor, som for eksempel aldrig havde styr på sin økonomi. Jeg har aldrig være bange for det, andre kalder det »borgerlige," »konforme" og »kernefamilien," siger Johan Isbrand, som både er gift og har en søn.

Den dag i dag lytter Johan Isbrand stadig til punk, og hans søn er da også begyndt at vise interesse for de gamle punkbands som for eksempel The Ramones.

Men Johan Isbrand dyrker ikke punken på samme måde som i sin ungdom. Alligevel er han stadig stor tilhænger af den personlige frihed, som punkerbevægelsen stod for. Men han vil ikke længere betegne sig som anarkist.

- En væsentlig begivenhed for mig var murens og kommunismens fald. Da gik det op for mig, at jeg snarere end anarkist var noget, der i mine øjne er tæt beslægtet med, nemlig en meget liberal demokrat. Det vestlige demokrati giver de bedste rammer for den personlige frihed, som jeg sætter så højt, siger Johan Isbrand.

Johan Isbrands band nåede at indspille flere plader, men som han siger og griner:

- Der er ingen af os fra bandet, der sætter musikken på i dag for vores fornøjelses skyld.