10. marts 2010 04:00
-
Send artiklen Dalums ældstebygning genfødt for 80 år siden til din ven.
Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
Det er aldrig lykkedes at fastsætte Dalum Kirkes præcise alder. Den blev grundlagt som en del af et firefløjet klosteranlæg, da benediktinernonnerne flyttede fra Nonnebakken til Dalum et sted mellem 1193 og 1249. Billedet er fra ca. 1918.
Foto: ODENSE BYS MUSEER
Se flere billeder Foto: ODENSE BYS MUSEER
Dalums ældstebygning genfødt for 80 år siden
For 80 år siden blev Dalum Kirke reddet fra undergang og ført tilbage til sin middelalderlige form. Og i dag er de fleste enige om, at Dalum ældste bygning er en gevinst."Kirken i Dalum" hedder bogen, som forfatter og byrådsmedlem, Anders W. Berthelsen, har skrevet, og som udkom kort før jul.
1 anbefaler denne artikel
Da Dalum Kirke blev genindviet i december 1929 efter sin store restaurering sagde biskop Rud fra prædikestolen:
"Kirken var blevet så brøstfældig, at den ikke var tjenlig til nutidens brug, og derfor måtte den restaureres. Med den fulde hensyntagen til minderne er den nu genopstået i sin smukke pragt, og Dalum har nu en anselig og prægtig kirke, hvor de nulevende kan samles og lade fællesskabet fra de svundne tider tale sit sprog. Mange kræfter har samarbejdet for at nå det smukke resultat, og derover glæder vi os i dag.
Ved festlighederne efter genindvielsen fortalte den navnkundige sognerådsformand Jacob Hansen om "... den frygtelige forfatning, Dalum Kirke havde ligget i og den mindre restaurering, kirken var blevet gjort til genstand for i 1913..."
Kirkens gennemgribende restaurering var først en realitet efter et langvarigt tovtrækkeri mellem Dalum Sogneråd, Kirkeministeriet, Nationalmuseet, arkitekten og flere andre. Sågar 108 af sognets beboere skrev under på en henvendelse til Kirkeministeriet, hvori de ønskede tårnet nedrevet. De mente, at tårnet, som er opført senere end resten af kirken, virkede umotiveret.
Ud af alle prøvelserne og diskussionerne kom en kirke, som de fleste i dag er enige om står meget smuk.
"Den største forandring var, at den sydlige korsarm blev genopført på gamle fundamenter. Dermed blev Dalum Kirke igen en korskirke. Alle fundamenter fik fast bund, så Dalum Kirke nu står på sikker grund i den ellers ustabile ådal.
Spidsgavlen i den nordlige korsarm vendte ligeledes tilbage. Arkitekten Knud Lehn Petersen kopierede gavlene i de to korsarme efter østgavlen i Vor Frue Kirke i Odense, idet han antog, at de to jævnaldrende kirker havde samme bygmester.
Murværket blev istandsat inde og ude. Alle spor af oprindelig arkitektur og udsmykning blev trukket frem, hvis de passede til helheden. Uoriginale vinduer blev muret til, og alle gamle vinduer blev istandsat og genåbnet samt forsynet med blyruder", skriver Anders W. Berthelsen i bogen.
("Kirken i Dalum" er udgivet af Dalum Kirke i samarbejde med Forlaget Skulkenborg. Bogen koster 100 kroner og kan købes i kirken)
