10. marts 2010 04:00
-
Send artiklen Sådan staver Nabil til integration:S-P-O-R-T til din ven.
Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
Udover et netværk blandt danskere boksede Nabil sig til det jyske mesterskab og et lokalt mesterskab i Bokseklubben Olympia.
Foto: HASSE FRIMODT/FYENS STIFTSTIDENDE
Se flere billeder Foto: HASSE FRIMODT/FYENS STIFTSTIDENDE
Sådan staver Nabil til integration:S-P-O-R-T
28-årige Nabil Mohamads forældre har libanesiske/palæstinensiske rødder. Selv er han født i Irak. Og i 1988 flygtede familien til Danmark og slog sig ned i Odense. Og i dag, hvor Nabil selv har stiftet familie, er han sikker på, at grunden til, at han er integreret i det danske samfund er, at han som ung meldte sig ind i Bokseklubben Olympia.
Og spørger man Nabil Mohamad, hvordan man staver til integration, svarer han med et smil: S-P-O-R-T.
- Man kan vælge at gå den rigtige vej. Og så ender det godt. Eller man kan tage den forkerte vej. Og så ender det skidt. Så simpelt er det. Jeg har set, hvordan nogle af de arabiske drenge, jeg voksede op med, valgte forkert. Nu sidder de i fængsel.
- Sport er en nem og god måde at komme i kontakt med danskere, og man skal ikke være bange eller give op på forhånd, hvis man er den eneste ikke-dansker i den klub, man vælger.
- Sådan var det for mig, da jeg begyndte at gå til boksning i Olympia. Jeg vil da gerne indrømme, at det var nogle svære første skridt, jeg tog til træning. Men da de var taget, så følte jeg mig hurtigt som en del af klubben og fællesskabet, fortæller Nabil Mohamad.
- I Olympia fik jeg et netværk blandt danskere, der var med til at lære mig, hvordan man omgås hinanden i det danske samfund. Det har jeg senere kunnet bruge også udenfor boksningen, eksempelvis i mine børns skole og børnehave, siger Nabil Mohamad, der sammen med sin kone Abudi har fire børn: Najah, Zakeriya, Rana og Mostafa.
Mostafa vil på det danske landshold
Nabil vender sig mod familiens fladskærm, hvor TV2-News er nået til dagens sportsnyheder og udbryder:- Vores unge savner forbilleder med indvandrerbaggrund på landsholdsniveau. Og den eneste måde det kan ske er ved at forældrene opmuntrer og støtter deres børn og de unge til at søge ind i klubber med danskere i stedet for i indvandrer-klubberne.
Nabil er da også godt i gang med at overføre sin "integrationspolitik" til sine egne børn. Den ældste søn, Mostafa på seks år, er begyndt at spille fodbold i OB.
- Jeg spillede selv i OB, før jeg begyndte at bokse, så jeg ved, at det er en god klub med en stor ungdomsafdeling. Og så ved jeg, at OB er et godt sted for Mostafa at få danske venner. De er 39 på hans hold, og han er den eneste, der ikke er dansker, siger Nabil Mohamad.
Mostafa sætter sig ved siden af sin far, og han er ikke i tvivl om, hvad der er hans mål.
- Jeg vil på det danske landshold, siger han med overbevisning. Og noget kunne tyde på, at den unge angriber er godt på vej. Væggen ved hans seng er tapetseret med medaljer, han har været med til at vinde i vinterens indendørsturneringer, og den første statuette har fundet sin plads ved siden af de to beviser på, at Nabil i 1997 boksede sig til det jyske mesterskab i bantamvægt i sin aldersklasse.
Nummer to i børneflokken, Rana, er også begyndt at vise interesse for legen med bolden, og det er Nabil godt tilfreds med.
- Hvis de alle følger mit spor, så slipper jeg jo for at være bekymret for, om mine sønner kommer i fængsel, siger han med et smil.
Integration er forældres ansvar
- Men sport alene gør det naturligvis ikke, understreger Nabil Mohamad.- Forældre skal vise interesse for deres børn, hvad de foretager sig og være der, når børnene kommer hjem fra skole i stedet for at gå rundt og besøge hinanden til sent ud på aftenen. Hvis børnene overlades til sig selv, er der for stor risiko for, at de kommer ud i noget skidt.
Nabil Mohamad tilføjer, at det er hans erfaring, at der blandt arabere er en langt større tendens end blandt danskere til at bagtale hinanden i forhold til, hvis børn der gør hvad.
- Hvis et barn gør "noget forkert", så falder det tilbage på hele familien, siger han.
- Og der er nok nogen, der vil synes, det er forkert, hvis vores datter, Najah, begynder at gå til fodbold. Men det vil jeg være ligeglad med. Hvis det er det, hun har lyst til, hvad er så egentlig problemet?
- Hovedsagen er, at vores børn - og alle andre børn med en udenlandsk baggrund - kommer ud i foreningerne og klubberne, får danske kammerater og på den måde lærer, hvordan de skal begå sig i det danske samfund, hvor de skal leve. Det er vigtigt, at vi som forældre viser vores børn, at selv om vi har en udenlandsk baggrund, så er det ikke midlertidigt, at vi bor i Danmark, det er her vi hører til, siger Nabil Mohamad.
