ugeavisen odense
Anders sigter på at nå toppen af Europa

Anders
sigter på
at nå toppen
af Europa

Annonce:

Hvad gør dig rig?

Find ud af det med en værdisamtale.

Træningen i at gå på lodrete vægge af is med isøkse, steigeisen-pigge og sikkerhedsliner foregik på en gletsjer i 3.600 meters højde. - Den første gang jeg mistede grebet og fodfæstet, nåede jeg at blive virkelig skræmt i de få sekunder, jeg pludselig befandt mig i frit fald indtil jeg hang og dinglede i linen og så småt kunne overbevise mig selv om, at jeg var i sikkerhed, fortæller Anders Trans Sørensen. (Privatfoto)
Det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse, da odenseanske Anders Trans Sørensen i sommers stod for foden af Europas højeste bjerg, Mont Blanc. Iført sit nyindkøbte bjergbestigerudstyr, var han klar til at klatre de 4.807 meter op til den sneklædte top.

- Lige siden jeg som dreng var på ferie med mine forældre i Alperne, har jeg været fascineret af bjergene. Jeg har i årenes løb slugt skildringer og film om bjergbestigning, men altid troet, at den slags kun var muligt for folk med stor erfaring i at bestige bjerge.
Anders sigter på at nå toppen af Europa

Den opfattelse blev der lavet om på sidste år, da Anders faldt i snak med en, der to gange havde forsøgt at bestige Mont Blanc uden ellers at have beskæftiget sig med bjergbestigning.

- Han fortalte, at det vigtige var at have det rigtige udstyr og den rigtige guide - ikke erfaring.

- Og så selvfølgelig en god grundform, fortæller Anders, der i hvert fald havde den forudsætning i orden, idet han hvert år løber maraton, tre-fire halvmaraton samt flere adventureraces.
Anders sigter på at nå toppen af Europa

- Fortællingerne satte fart i mine tanker, der de næste dage kørte rundt i mit hovedet, så jeg havde svært ved at sove, indtil der ikke var mere at tænke over. Beslutningen var tage.

- Jeg skulle på toppen af Mont Blanc og det skulle være nu, fortæller Anders, der dagen efter kontaktede en kammerat fra soldatertiden, som også dyrker adventurerace.

- Man er simpelthen nødt til at have en at dele sådan en oplevelse med og Kristian var heldigvis hurtigt med på idéen.

Højdesyge på Mont Blanc

Et halvt år efter beslutningen blev taget mødtes Anders og Kristian med deres guide, Asmus Nørreslet, i Alperne og deres første bjergbestiger øvelser foregik om natten i deres soveposer.
Anders sigter på at nå toppen af Europa

- Noget af det farligste ved bjergbestigning er hvis man bliver ramt af højdesyge, hvor man bliver svimmel, får kvalme og mister evnen til at orienterer sig.

- Så for at akklimatisere os overnattede vi et par nætter i hytter i henholdsvis 2.700 og 3.200 meters højde, fortæller Anders.

Om dagen stod programmet blandt andet på kunsten i at klatre på lodrette gletsjere med de særlige steigeisen-pigge spændt på støvlerne samt bestigning af omkringliggende ”prøve”-toppe og gletsjere i 3.500 meters højde.
Anders sigter på at nå toppen af Europa

- I løbet af de dage fik jeg virkelig brudt grænser og lærte flere gange at sætte pris på sikkerhedslinerne, når jeg mistede fodfæstet og grebet på gletsjerens isvæg.

- Den første gang nåede jeg at blive virkelig skræmt i de få sekunder, jeg pludselig befandt mig i frit fald indtil jeg hang og dinglede i linen og så småt kunne overbevise mig selv om, at jeg var i sikkerhed, siger Anders.

Drøm forsvandt i snestormen

Efter en uges træning var det omsider blevet tid til at omsætte et halvt års drømme til virkelighed: At besejre Mont Blanc og komme på toppen af Europa.

Natten før top-forsøget overnattede de i en bjerghytte i 3.600 meters højde.

Lige inden lyset blev slukket advarede Asmus Anders og Kristian om ikke at drømme for store drømme, idet vejrudsigten varslede dårlig sigtbarhed og snestorm.

Et varsel som kom til at holde stik.

- Da vi stod op klokken tre om natten for at tage afsted, sneede det kraftigt og da vi var halvejs oppe af den første af i alt tre bjergtoppe på ruten, gik vi sne til op over knæene, fortæller Anders.

- Det var stadig halvmørkt, da Asmus vendte sig om og sagde det, vi begge havde frygtet lige siden vi forlod hytten: ”Turen stopper her”.

Selv om Anders og Kristian protesterede, var der ikke noget at gøre. Angrebet på Mont Blanc blev afblæst inden det rigtig var kommet i gang.

- Inden i kunne jeg kun føle en kæmpe kæmpe stor skuffelse. Vi havde bygget hele den forgående uge - ja hele det forgående halve år - op omkring dette ene top-forsøg, og så blev det ikke til noget, siger Anders og fortsætter:

- På det tidspunkt ville vi bare gerne hjem til Odense så hurtigt som muligt, men Asmus fik os overtalt til at bestige en slags trøste-top, som lå mere i læ - nu da vi jo var heroppe.

- Og det er nok meget godt, fordi da det blev lyst, kunne vi se den rute, vi skulle have gået mod toppen af Mont Blanc og vi kunne nu selv se, at det ville have været helt umuligt og uforsvarligt at fortsætte. Asmus havde taget den helt rigtige beslutning.

Når Anders ser tilbage på ugen i Alperne, er han ikke tvivl om, hvad der har været den største oplevelse.

- Der er noget magisk over bjerge. Når vi havde beteget en top, kunne jeg sidde hensunket et godt stykke tid og bare kigge ud over alt det, der var under mig.

- Mest fantastisk var det en morgen, hvor vi var taget afsted i bælgragende mørke med tændte pandelamper.

- Mens vi gik, kom solen op over de sneklædte alpetoppe og kastede vores skygger over på en anden bjergskråning flere hundrede meter væk. Det varede ikke mere end fem minutter, men det er nogle af de mest fantastiske fem minutter, jeg har oplevet, siger Anders.

Trods de store naturoplevelser kan han ikke ryste skuffelsen over ikke at have nået toppen af Mont Blanc af sig.- Det irriterer mig grænseløst, at vi ikke fik lukket kapitlet, at vi ikke nåede toppen.- Og jeg ved, at Kristian har det på samme måde, så vi har allerede besluttet, at vi vil gøre et nyt forsøg til næste sommer, siger Anders Trans Sørensen.

Tophistorier netop nu

Kundeservice

Telefon: 63 15 15 15 · Fax: 65 93 00 56
E-mail: kundeservice@fynskemedier.dk

Åbningstider: Mandag-torsdag: Kl. 8.00 - 16.00 · Fredag: Kl. 8.00 - 15.00
Abonnementsrettelser til næste dag senest kl. 14 hverdagen før.
Rettelser, der modtages fredag efter kl. 14 træder først i kraft tirsdag.

Har du ikke fået avisen? Ring tlf. 63 15 15 15
Mandag-fredag: Kl. 7.00 - 10.00 Lørdage og søndage: Kl. 8.00 - 10.30