Kære Irma!

Jeg er kæreste med en fyr, der har to mindre børn. De bor hos deres mor, men besøger deres far hver 14. dag.

Jeg mødte børnene for to måneder siden og bryder mig ikke om dem.

De tager al opmærksomheden, råber højt og er vilde. Jeg prøver at opdrage dem lidt, men så bliver de trodsige. Jeg tror ikke, de kan lide mig.

Det er ved at være et problem, når jeg besøger min kæreste mens børnene er der. Jeg kan mærke, han bliver nervøs, for han mærker selvfølgelig spændingerne.

Jeg frygter fremtiden. Hvad vil der ske, når vi gifter os?

Bare børnene så ikke kommer her mere, for det har jeg ikke lyst til.

Er det her problem almindeligt?

C.

Kære C.!

Ja. To måneder er ikke ret meget, og du har teoretisk set, kun været sammen med dem fire gange. Børnene er sikkert lige så usikre overfor dig, som du er. Giv det tid, slap af og tro på det bedste.

Øv dig i at give slip og undgå at kritisere. Prøv aldrig på at opdrage dem, det er deres fars sag. Viser du dem respekt uden at ville forandre dem, kan alle slappe af.

Vær altid på det rene med, at børnene er der for at være sammen med deres far, ikke med dig. At du så er der alligevel, kan I sikkert sagtens få noget godt ud af, hvis I tager det afslappet. Mindre børn kan være lettere at finde sammen med end større.

Mærk efter, dybt i dig selv, om det er jalousi du føler, fordi børnene tager deres fars opmærksomhed. Nej, det er ikke grimt at være jaloux - det er bare en tilstand, som kan forandres, når man er opmærksom på den.

Lad far og børn være alene sammen, i hvert fald det meste af tiden. Du og din kæreste kan være sammen på andre tidspunkter.

Selv om man er kærester, behøver man ikke lige præcis være sammen hver eneste weekend. Du er nødt til at tage hensyn til, at han også er far, og det vil han være hele livet.

Så arbejd på, at det her bliver et samarbejde i stedet for modarbejde, for det sidste kommer du ingen vegne med. Og giv så ellers det hele god tid. Gift kan man altid blive, det haster vel ikke så meget?

Venlig hilsen

Irma