Venskabkomgennemnetværk
Venskab
kom
gennem
netværk
Det primære formål med KVINFOs mentorordning er, at Vibeke skal hjælpe Maryan med at få styr på formuleringerne i de opgaver, hun skal lave i forbindelse med sit pædagog-studium.- Vi har fået et stort indblik i hinandens liv på mange områder som eksempelvis religion og børneopdragelse, siger Vibeke Christiansen.
Foto: Hasse Frimodt
sammenhold:KVINFOs mentornetværk bragte dem sammen og nu er de hinandens venner
Der bliver snakket rigtig meget og grint mindst lige så meget, når Maryan Mohamed og Vibeke Christiansen er sammen.De to kvinder fortæller samstemmende, at de har en rigtig god forståelse for hinanden. Den slags forståelse som man kan finde hos mennesker, der har kendt hinanden i flere årtier.
Men det har Maryan og Vibeke ikke. De har faktisk kun kendt hinanden siden oktober 2009.
Danske Vibeke er 67 år og 40-årige Maryan kommer fra Somalia, så der er heller ikke meget på overfladen, der umiddelbart taler for, at de to odenseanske kvinder skulle have et så tæt sammenhold som det er tilfældet.
Hvis det ikke havde været for KVINFOs mentornetværk, er det langt fra sikkert at de to kvinder overhovedet havde mødt hinanden.
Brug for dansk støtte til opgaver på studiet
Maryan Mohamed har boet i Danmark i 11 år, hvoraf en god del er gået med at tage sig af hendes og hendes mands fem børn efterhånden som de kom til verden.For halvandet år siden var børnene imidlertid blevet så store, at hun havde overskud til at se sig om efter en uddannelse og hun valgte pædagogfaget.
- Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ville få brug for hjælp til det danske sprog i forbindelse med de opgaver, jeg skulle lave.
- Så da jeg var på Vollsmose bibliotek og så et opslag fra KVINFO om deres mentornetværk, vidste jeg med det samme, at det var lige netop sådan en mentor, jeg havde brug for, fortæller Maryan Mohamed om sin indgang til det, der hurtigt også er blevet til et venskab med den 27 år ældre danske kvinde.
- Det gør ikke noget, at Vibeke er så ”gammel”, fordi hun er ung inden i, siger Maryan med et smil.
Vibeke Christiansen gengælder smilet og fortæller, at mens hun stadig arbejdede, så havde hun lagt mærke til, at mange af de kvinder, der kommer til Danmark ikke får hjælp til, hvordan tingene hænger sammen i det danske samfund.
- Så da jeg blev pensionist, besluttede jeg mig for at ville lave noget, der gavner integrationen, fortsætter hun.
Og i marts 2006 tilmeldte Vibeke sig KVINFOs mentorkorps og Maryan er den tredie kvinde, Vibeke er mentor for.
- Jeg er meget interesseret i, hvordan mennesker lever i andre kulturer og andre religioner, så selv om det måske umiddelbart ser ud som om, at det er Maryan, der er den, der får noget ud af, at vi er sammen, så får jeg altså lige så meget igen den anden vej - mindst, siger Vibeke Christiansen.
- At være mentor udløser simpelthen så meget energi.
- Så ærlig talt. Jeg forstår ikke, hvorfor odenseanske danske kvinder ikke melder sig i hobetal for at blive mentorere i KVINFO, siger Vibeke Christiansen.
Bryder KVINFOs rammer
Maryan Mohamed og Vibeke Christiansen kan tydeligt huske deres første møde. Det foregik foran Central Biblioteket på Banegårdspladsen.
- Jeg havde ingen idé om, hvordan Vibeke så ud, men lige så snart jeg så hende komme op med rulletrappen, var jeg sikker på, at det måtte være hende, fortæller Maryan Mohamed.
- Jeg var heller ikke i tvivl om, at den søde lille dame i den røde kjole, som smilede over hele hovedet og udstrålede åbenhed, måtte være Maryan, supplerer Vibeke Christiansen.
- Vi kunne bare mærke det, siger Maryan og Vibeke i munden på hinanden og griner.
Det primære formål med mentorordningen er, at Vibeke skal hjælpe Maryan med at få styr på formuleringerne i de opgaver, hun skal lave i forbindelse med sit studium.
Men det kan de to kvinder slet ikke holde sig indenfor, når de mødes.
- Vi har fået et stort indblik i hinandens liv på mange områder som eksempelvis religion og børneopdragelse, siger Vibeke Christiansen.
Børneopdragelse og undertrykkelse
Efter at have haft Vibeke som mentor i halvandet år, er Maryan ikke i tvivl om, hvad der skal til for at opnå den bedste integration.- Som så mange andre kvinder her i Vollsmose der har en udenlandsk baggrund, havde jeg ingen danske kvinder i mit netværk. Nu hvor jeg har mødt Vibeke ved jeg, at det er meget lettere at lære dansk og hvordan tingene gøres i det danske samfund, når det er en person, der fortæller, hvordan det hænger sammen end hvis man læser om det i en bog, siger hun.
- Jeg har også lært meget om eksempelvis børneopdragelse i en anden kultur ved at være sammen med Maryan, hendes mand og deres børn - også selv de egentlig er meget danske i deres opfattelse af opdragelse, siger Vibeke Christiansen og tilføjer:
- Jeg har også lært, at somaliske kvinder slet ikke er så undertrykte, som man ellers kan få indtryk af i medierne.
