Musik

Morgenrock på Musikhuset Dexter er et koncept, hvor der kæles for alle sanser. Blandet med lækker brunch med alt hvad der dertil hører kan publikum nyde et udpluk af landets dygtigste musikere i en række intimkoncerter på det stemningsfulde musikhus.

I lørdags var det Back Dylan der gik på scenen, og ligesom blandt andet Jokeren gjorde det i november måned, hvor der sågar var folk tilstede med rollatorer, så blev der også her leveret et livsbekræftende samspil mellem kunstnerne på scenen og de mange aldre af fans, som var troppet op til endnu en gang Morgenrock.

Dynamiske toner

Wafande startede koncerten ud med at slå det tidlige tidspunkt fast, da soulkoncerter ikke har for vane at lyde fra scenerne før det er aften, og soulmusikere derfor heller ikke har for vane at stå så tidligt op. Men Black Dylan var ikke spor præget af træthed og allerede fra andet nummer var mange af tilskuerne, som sidder ved borde, på benene og i fri dans. Black Dylan blæste Musikhus Dexter omkuld på den bedst tænkelige måde, hvor numrene blev leveret med en balanceret "op-og-så-ned-tempo", som Wafande beskrev rækkefølgen.

Kærlighed til familien og til ægtheden i musikken

Koncerten var den første siden Wafande blev far til en lille datter mellem jul og nytår og han nævnte hende flere gange. Undervejs fortalte han også om sin kærlighed til sine egne forældrene og understregede den med numrene "You got my back" til sin mor og sangen "Papa" til sin far, som var en stor musikalsk inspiration. Han understregede i den forbindelse behovet for at få mere sjæl tilbage i musikken, hvilket man må sige, at Black Dylan er skabt af.

Nuplex på flydende fynsk

Mikkel Nuplex slog flere gange sine odenseanske rødder fast. Først da han efter første sæt sagde til publikum, at nu var der "tis´paus´". Dernæst efter pausen, hvor Mikkel forlod scenen for at danse en dans med sin mor, der var til stede blandt publikum. Det var et smukt syn.

Derefter blev der skålet og improvisationen kom i højsædet med klassikeren "One bourbon, one scotch, one beer", og der blev på godt fynsk sunget snaps i stedet for Scotch - også fra scenen, hvor snapsen var i glassene. Black Dylan leverede en fantastisk koncert og start på dagen, og alle os der var på Dexter sender en stor tak til Wafande og Nuplex og resten af bandet: Mads på bas, Daniel på keys, Emil på guitar og Simon på trommer.