Behandlingsterapi

Som hypnoterapeut er Christine Packness udstyret med en bred værktøjskasse, der kan hjælpe folk til at komme i kontakt med deres underbevidsthed

- 10- du går ned ad en trappe, 9- dybere og dybere, 8- dybere 7, længere og længere ned, 6- længere ned, 5- det er fint, 4- dybere og dybere, 3- mere og mere afslappet, 2- længere og længere ned, 1- nu er du helt nede ved et lyst sted, hvor der er dejligt.

Jeg er netop blevet talt ind i en hypnotisk tilstand, og selvom kroppen føles afslappet som aldrig før, kan jeg registrere, hvad det er, Christine Packness gør ved mit sind. Hypnoterapeuten er i gang med at guide mig ind til min egen underbevidsthed, og jeg mister fornemmelsen for tid og sted. Jeg bliver i en form for trancetilstand ført ind i et virtuelt kontrolrum, og selvom mine øjne er lukkede, dukker der ting op foran mig, som underbevidstheden leverer i en lind strøm.

Christine Packness

Er født i 1963Har to voksne børn

Startede sin mediekarriere hos ONR i 1984

Skiftede i 1988 til TV2 hvor hun blandt andet arbejdede som producer indtil 2010

Studerede Master Hypnose og NLP-terapeut i 2011-2013

Startede klinik med hypnose og NLP-terapi i 2012

Blev underviser på hypnoseskolen i Aarhus i 2015

To bevidstheder

- Ethvert menneske har sine egne sanseoplevelser, så det vil sige, at der er mere end syv milliarder unikke måder at opleve verden på, fortæller Christine Packness, efter hun har talt mig den modsatte vej op til 10 og tilbage til det virkelige liv.

- Vores sind er delt op i to dele, det bevidste og det ubevidste, Man kan sammenligne den bevidste hjerne med en computer med en begrænset hukommelse, siger hun og peger mod sin tinding.

Underbevidstheden husker alt, hvad der er sket i dit liv, helt tilbage til fødslen, og ved hjælp af specielle teknikker kan vi komme i kontakt med den del af sindet, hvor det ubevidste er lagret

Christine Packness

- Og det ubevidste er ligesom cyberspace, hvor der er ubegrænset lagerplads, siger hun og holder sin hånd ind mod maven ligesom for at understrege, at det har noget med mavefornemmelsen at gøre.

- Underbevidstheden husker alt, hvad der er sket i dit liv, helt tilbage til fødslen, og ved hjælp af specielle teknikker kan vi komme i kontakt med den del af sindet, hvor det ubevidste er lagret, fortæller den 54-årige terapeut.

Karriereskift

Christine Packness blev uddannet som hypnose og NLP-terapeut efter at have arbejdet 23 år som blandt andet producer på TV2.

- Jeg var med fra starten i 1988 og har oplevet de gode år på tv-stationen, men tingene ændrede sig, og jeg gik ned med stress. Da var det, at jeg greb muligheden for at uddanne mig inden for det felt, der altid har interesseret mig. Jeg brænder for at hjælpe andre, og allerede på efterskolen havde jeg en brevkasse i skolebladet, hvor de andre elever kunne skrive ind og få gode råd, siger hun.

Hjælp til selvhjælp

I dag har hun etableret sig som underviser i hypnose og som selvstændig terapeut med sin egen klinik i sin kælder i parcelhuset i Odense M.

Hendes klienter kommer med symptomer, der spænder lige fra angst, traumer, depression og stress til misbrug, smertelindring og rejser til tidligere liv.

- Jeg kommer ikke med løsningsforslag, men jeg hjælper klienterne med at få kontakt med underbevidstheden, for det er dér, roden til problemerne ligger. Mange gange handler det "bare" om at styrke selvværdet og få klienterne til at fokusere på det positive i stedet for det negative, siger hun og visualiserer et træ foran sig.

- Stammen er det, vi kender som selvtilliden. Det, vi er gode til at gøre, som at arbejde eller at slå græs. Rødderne er selvværdet. Det vi er gode til at være, sig selv eller menneske. Og kronen med bladene er selvfølelsen. Mit syn på mig selv i en helhed. Både bevidst og ubevidst, siger hun og afslutter visualiseringen med at beskrive sin egen rolle i det billede.

- Det er rødderne, der holder træet i de stormvejr, vi kommer ud for gennem livet og sørger for en sund bark og grønne blade på kronen, og det er der, jeg sætter ind med hypnose og terapi, fortæller Christine Packness.

  • Af: