ODENSE RUNDT

December betyder juleudsmykning og julehygge i hele byen. Og så er det også i december, at Odense Rundt kan fejre 1-års fødselsdag. I et helt år har appen nu guidet odenseanerne og byens besøgende gennem gader, udenom vejlukninger og givet inspiration til nye oplevelser.

1.december 2016 blev Odense Rundt lanceret. På det første år har mere end 26.000 hentet appen ned på deres mobil, og der er mellem 500 og 1.000, der bruger appen eller hjemmesiden hver dag. Så der er blevet taget rigtig godt imod Odense Rundt - tak for det!

Odense Rundt viser vej til mere end 3.000 steder i Odense. Det, som flest bruger Odense Rundt til, er at få vist vej til ledig parkering i midtbyen og at finde information om aktuelle vejarbejder og legepladser. Også turforslag på cykel, toiletter, naturområder og seværdigheder er populære emner - Odense Rundt favner bredt.

Appen Odense Rundt

Odense Rundt viser vej til steder og oplevelser i Odense.Appen kan hentes til både iOS og Android eller benyttes via www.odenserundt.dk

I Ugeavisen Odense kan du hver uge læse om noget af det, du kan bruge Odense Rundt til.

Odense Rundt er også et populært redskab i forbindelse med særlige begivenheder i Odense. Der har været flest besøgende lige op til skolernes sommerferie, hvor man både kunne få overblik over sankthansbål rundt omkring i Odense og få inspiration til steder at besøge i sommerferien.

Også i forbindelse med arrangementer som H.C Andersen Marathon, PostNord Danmark Rundt, Tinderbox, Harry Potter Festival m.m. har mange brugt Odense Rundt til for eksempel at få vist vej til parkering nær begivenhedernes centrum og få overblik over de trafikale konsekvenser. Senest var der på valgdagen den 21. november mange, der brugte appen til at få overblik over valgsteder og -distrikter. Og lige nu kan du få vist vej til H.C. Andersen Julemarkedet med Odense Rundt.

Odense Rundt bliver løbende opdateret med nyt indhold. I løbet af året, der er gået, er blandt andet ungdomscentre, beachvolleybaner, naturområdet Odense Å og det nyåbnede Borgernes Hus kommet til.

Både appen og hjemmesiden udvikles løbende sammen med dig, der bruger dem, så har du ideer til nyt indhold, eller er der en legeplads i dit lokalområde, der endnu ikke er kommet på, så kontakt os endelig - du finder kontaktformular både i appen og på hjemmesiden.

  • fyens.dk