For et halvt år siden tog Sys Bjerre en livsforandrende beslutning. Hun lod sin indre hippie bryde ud i fuldt flor og byttede københavnerlivet ud med en kollektivistisk tilværelse i Udkantsdanmark. Det vil publikum både kunne se og høre, når hun i weekenden optræder til Morgenrock på Dexter

- Undertøj og strømpebukser er det eneste, jeg køber fra nyt nu.

Ordene forlader Sys Bjerres mund og hvirvler ind gennem telefonrøret, inden hun tilføjer:

- Men ellers går jeg kun i genbrugstøj. Også når jeg optræder. Engang var det nærmest et ritual, at jeg købte noget nyt og luksuriøst designertøj, når jeg skulle give koncert. Det gjorde mig glad dengang, men nu er jeg mentalt et sted, hvor jeg ikke ville kunne værdsætte det.

Det er en helt almindelig torsdag formiddag, og jeg har efter aftale ringet Sys Bjerre op.

Vi skal snakke om den koncert, hun skal give i Odense, men interviewet tager hurtigt en drejning. En drejning hen imod det liv, Sys Bjerre i øjeblikket for tiden lever på en gammel bindingsværksgård på halvøen Stevns syd for Køge.

- Jeg har lavet et kollektiv sammen med min kæreste og tre venner. Vi kiggede på mange huse, men forelskede os hurtigt i det her sted. Der er udsigt til alle sider og plads til at baske med vingerne. Det er ret fantastisk, fortæller hun.

Old-school mobil og vegetarmad

Selv om interviewet foregår over telefonen, kan jeg tydeligt mærke hendes oprigtige begejstring. Måske fordi den ene sætning afløser den anden i så hastigt et tempo, at det kan være svært at absorbere talestrømmen. Måske fordi jeg simpelthen kan høre hende smile gennem røret på den gamle Nokia 3210, hun for nyligt byttede sin Iphone om til.

- For mig er det her en drøm, som har ligget i baghovedet siden gymnasietiden, og det har fuldstændigt forandret mit liv.

Med det mener Sys Bjerre, at hendes hverdag i dag står i stor kontrast til det liv, hun levede indtil august sidste år.

Godt nok har hun været vegetar de seneste seks år, men da hun boede i lejlighed ved Rådhuspladsen i København, var madspild og biodynamik ikke ligefrem de ord, som stod forrest i den danske singer-songwriters ordbog. Selv om hun nok altid har haft dem i sig.

- Når man bor i København, ser man ikke dyrene gå rundt og grøntsagerne vokse. Og så er det bare nemmest at lukke øjnene og lade være med at tage stilling til tingene, forklarer den 30-årige musiker.

På et tidspunkt tog Sys Bjerre dog stilling, og ifølge hende selv blev hun voksen den dag.

Hun startede med at lade kødet ligge i supermarkedet, og gradvist har bæredygtigheden så siden slået rødder i hende og affødt den tilgang til livet, som oser ud af hende i dag.

- Vi er gået all in i kollektivet. Alle møbler er købt i genbrug eller er noget, vi har arvet forskellige steder fra. Vi har fælles madbudget og laver mad sammen for at undgå madspild. Vi køber økologiske og biodynamiske varer, og vi har fælles bil. Det er et rigtigt dukse-kollektiv, understreger hun og tilføjer:

- Det er ret hippieagtigt, men det skammer jeg mig bestemt ikke over.

Også når det handler om musikken, er Sys Bjerre gået i en ny retning. Hun er blevet bevidst om, at fællessang er noget af det, som gør hende allermest glad, og det har fået hende til at invitere forskellige lokale kor med på scenen til sine koncerter rundt om i landet hen over foråret.

- At synge og spille musik sammen er noget af det mest kraftfulde og fællesskabende overhovedet. Det er en meget stor ting for mig, siger Sys Bjerre, som på Dexter skal optræde sammen med Odense-koret Alsobate.

- Jeg glæder mig sindssygt meget til arrangementet. Konceptet med brunch og musik på samme tid er super hyggeligt, og så er mad og musik virkelig bare mine yndlingsting her i livet.

  • Af: