BYENS Ø

Byens Ø på Odense Havn er et af Odenses skønneste åndehuller - særligt i sommermånederne. Med Odense Rundt-appen på mobilen får du overblik over alt det spændende, du kan prøve kræfter med på Byens Ø, og du kan få vist vej derhen.

Er du typen, der godt kan lide at hænge ud med vennerne på den aktive måde, eller som gerne vil udfordre familien i utraditionelle discipliner? Så er Byens Ø det helt rigtige sted at tage hen! Her kan du både få sved på panden og sand mellem tæerne.

Byens Ø ligger midt i Odense Havn og har masser af byde på - hvad enten du er til stille og rolige aktiviteter som petanque og minigolf eller til de noget mere fysisk krævende som parkour, crossfit eller en tur på rulleskøjter, så finder du det på Byens Ø. Øen har også sit helt eget strandområde, hvor der er rig mulighed for at få sand mellem tæerne, spille beachvolley eller bare hænge ud og nyde solen, hvis den da ellers gider at komme på besøg.

Appen Odense Rundt

Med Odense Rundt på mobilen får du overblik over de mange forskellige faciliteter, du kan prøve kræfter med på Byens Ø.Du kan hente Odense Rundt i App Store eller Google Play. Fra din computer, tablet eller windows-telefon kan du besøge www.odenserundt.dk

I Ugeavisen Odense kan du hver uge læse om noget af det, du kan bruge Odense Rundt til.

På OplevOdense.dk kan du se, hvad der sker på Byens Ø fra dag til dag.

 

På spidsen af Byens Ø kan du nyde udsigten over kanalen fra udsigtsbænkene. Det er også i denne ende af øen, du finder Odenses eneste padelbane. Padelsport er en blanding mellem tennis og squash, der er ved at vinde frem, bl.a. i Spanien. Se mere i beskrivelsen på Odense Rundt.

Enkelte nye faciliteter er kommet til her i 2017. Det gælder de nye street fitness-redskaber fra Kompan, der for nylig er kommet op ved siden af padelbanen, og nye grill i opholdsområdet, hvor du kan tilberede medbragt mad, hvis du har lyst til det.

Odense Rundt giver dig overblik over de mange spændende faciliteter på Byens Ø - og på Oplev Odense kan du få overblik over aktuelle arrangementer fra dag til dag. Blandt andet byder Nordatlantisk Hus på en masse arrangementer i sommerperioden.

Langt de fleste aktiviteter på Byens Ø kan frit benyttes. Det gælder for crossfit, parkour, beachvolley, multibane, petanque og roller derby-banen. Padelbanen, Fodboldfabrikken og minigolfbanen kan bruges mod betaling. Der er desuden adgang til både toiletter og parkering på Byens Ø. Husk at rydde op efter dig og pas godt på området.

  • fyens.dk