Han er producent på Momentum. Men teateret med den smalle scenekunst er ikke bare et arbejde, hvor han bruger størstedelen af sin tid. Det er blevet en identitet for Anders Skovgaard, som er en mand med en klar mission.

Der er helt stille på Teater Momentum. Og de er nærmest helt forladt i foyeren - glimmerforhænget, den lyserøde 80'er lampe og de patinerede, dybe lædersofaer.

Men pludselig lyder hurtige og tunge tramp fra en trappe lidt væk. Et øjeblik efter kommer Anders Skovgaard blæsende med en kop kaffe i hånden og et vildt udtryk i ansigtet. Han var lige midt i nogle mails forklarer han, skænker en kop kaffe og synker ned på en pude i vindueskarmen.

Anders Skovgaard

Han er 30 år og født i Faaborg.Han har arbejdet de seneste otte år på Momentum og er i dag producent.

Frivillig Skribent for This is Odense.

Diplomuddannet i kunst- og kulturledelse hos Den Danske Scenekunstskole, Odsherred

 

Og så begynder han - med benene over kors og fægtende arme - at fortælle om flad struktur, fællesskaber og volumener.

For på det lille teater i Ny Vestergade er årstallene ude af spillet. Her er vi ikke i år 2017.

- Vi startede i volumen 1, og vi er i volumen 11 nu. Jeg regner ikke i årstal mere, må jeg indrømme, det er ligesom bare blevet volumener, griner Anders Skovgaard.

Alle starter som bartender

Fortællingen om ham og forholdet til Momentum starter mellem volumen to og tre. Eller for omkring otte år siden.

Nogle vil måske tænke, at Momentum er fodformet, lang håret og noget med fladt hierarki. Hvad tænker du om det?

- Det må de gerne tænke. Det prøver vi da på, for vi ser ingen dårlige ting i det. Folk der sætter de mærkater på, jeg tror, det er fordi, det er noget, der er meget anderledes for dem.Jeg tror, folk går ind for flad struktur, hvis de vidste, hvad det var - det er jo bare, at ens mening bliver respekteret på de områder, hvor man ved noget.

Der er selvfølgelig lidt hippiestemning over det, men jo ikke mere, end at vi samtidig sørger for at tjene penge til teateret.

Anders Skovgaard læste filosofi og havde egentligt besluttet, at han ikke ville have et studiejob. Men hans omgangskreds og alle de seje hang ud på Momentum, og pludselig var han havnet bag baren.

- Jamen, jeg sagde bare ja. De fleste i huset er startet som bartender her. Da barchefen stoppede blev jeg spurgt, om jeg ville have jobbet. Og sådan var det med mange af opgaverne i starten. Det var bare den måde huset fungerede på, bare at sige ja, når der var en opgave, fortæller han.

Da han var færdig med at læse filosofi, havde han skabt sin egen stilling på teateret. Det var dengang, der var 4-5000 besøgende på et år. I dag er 30-årige Anders Skovgaard producent på Momentum, og besøgstallet er nu oppe på omkring 20.000 om året.

En beslutning skulle tages

På et tidspunkt begyndte vennerne at sive ud af Odense mod København. Anders Skovgaard selv er fra Faaborg, og det var filosofien på universitetet, der var grunden til, at han boede i den fynske hovedstad. Men han var klar over, at han stod ved en skillevej.

- Jeg vidste, jeg ikke skulle arbejde med filosofi, jeg elskede faget og brændte for det, men jeg vidste godt, at jeg skulle arbejde med mennesker. Og så på et eller andet tidspunkt, har jeg nok besluttet mig. Fuck det, jeg bliver i Odense. Og scenekunst er det, jeg vil arbejde for, fortæller han om tiden, hvor han valgte Odense og Momentum til.

- Jeg er meget fascineret af projekter, som ikke nødvendigvis virker lige til. Altså scenekunst har haft hårde dage og har det for den sags skyld stadig hårdt. Og det samme har Odense jo vitterligt haft. Og det tiltaler mig virkelig meget at holde med dem, der ligger ned så at sige. Hvor det ikke er givet, og hvor der er charme, smiler han.

Anders Skovgaard har aldrig talt en time på Teater Momentum. For når han er der, føler han ikke, han er på arbejde. De få timer, han ikke lægger i Ny Vestergade, bruger han på at tale Odense op -som frivillig skribent på This is Odense. Han var med fra starten. Han var en af dem, der var med til at gøre det til en mission. Sammen med resten af de, der havde besluttet sig for at blive i Odense, lavede han en pagt.

- Bliver vi her, så skal vi fandeme også prøve at fortælle noget andet om byen, så folk ikke smutter eller måske endda flytter hertil. Det var sådan en trodsreaktion, fordi folk lå på deres sofa og sagde, der ikke skete en skid i byen, husker han.

Og beslutningen om at blive i Odense og på teateret blev med tiden mere en mission end en tilfældig beslutning.

- Jeg har en kæmpe personlig mission her, fordi jeg har besluttet mig for at blive i byen. Jeg vil gerne gøre noget, og jeg synes, det er interessant, fordi der er en masse udvikling, og jeg kan godt lide de tomme rum, hvor man kan forestille sig alt det nye fede, der kan være der, siger han og retter på de lyserøde strømper, der er stoppet ned i de sorte kondisko.

Og selvom beslutningen dengang mellem volumen 2 og tre var ret tilfældig, så er Momentum krøbet ind under huden på ham. For ham er det ikke længere bare et teater, hvor de seje hænger ud.

- Som med alt andet i det her liv - jo mere man ved om det, jo mere man interesserer sig for det, sætter sig ind i, jo mere holder man også af det. Det er ikke nødvendigvis sådan et rent blussende kærlighedsforhold, men nogle gange også et had/kærlighedsforhold. Men pointen er, at man er forbundet med det. Nu har jeg været i det - i Odense og på Momentum - i så mange år. Så nu er spørgsmålet for mig, ikke om jeg interesserer mig for det, eller hvorfor jeg har besluttet det. Det er så meget forbundet med den, jeg er og ser mig selv som. Så det er meget svært at se, at jeg ikke skulle være en del af det, siger han og kigger ud ad vinduet. Ned på vejen, hvor de mange odenseanere går forbi.

  • Christine Landry

    Af:

    Journalist på Pindle Odense og Ugeavisen Odense.