Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
BREAKING NEWS
- Kan ikke betale: Bios på vej mod konkurs

Hvor hurtigt
kan man spise
en Big Boss
Burger

Annonce:

Billig tilbud på charterferie

Se alle vores destinationer og billige tilbud her!

Hvor hurtigt kan man spise en Big Boss Burger
Efter 40 minutter er det slut. Kroppen kan ikke absorbere mere, og rekordforsøgspersonen vælger at give op.
Foto: Hasse Frimodt

Artiklen er mere end 30 dage gammel

En konkurrence på en burgerbar fik sat konkurrencegenet i gang og kastede en journalist fra Ugeavisen Odense ud i et forsøg, der bestemt ikke er for sarte sjæle

Kurt jagter burger rekorden

Produceret af Hasse Frimodt

Korup: Ugeavisen Odenses sundhedsapostel nummer et, Hasse Frimodt, kan man ikke klandre for at veje et gram for meget. Han spiser og drikker sundt og dyrker sport i sin fritid.

Men Hasse er også et konkurrencemenneske, og da han hørte om en burgerbar, der har en konkurrence kørende, hvor man på hurtigst tid skal spise en Big Boss Burger med 1.200 gram kød, vidste han, at den kunne han jo ikke deltage i. Men så kan man da bare lokke sin kollega, som ikke har noget at miste på sundhedskontoen til at gøre det. De 1.200 gram plus det løse vil jo ikke syne på en krop, der i forvejen fylder 25 kg for meget i landskabet.

Selvom man ligger i fedmespektret på BMI tabellen, kan man jo godt være et konkurrencemenneske, så jeg har taget stafetten op og møder troligt op hos Chicago Burger i Korup sammen med fotografen Hasse, der vil forevige det forestående madorgie med sit kamera.

Kurt jagter burger rekorden

Produceret af Hasse Frimodt


Wall of Fame

Ved indgangsdøren hænger der et billede af rekordindehaveren, en vis Magnus Andersen, som har fortæret en Big Boss Burger på 12 minutter og 54 sekunder og også en liste over dem, der har præsteret at spise burgeren indenfor en time.

Det kan da ikke være så svært at komme op på den væg, tænker jeg, men ved nærmere eftersyn bemærker jeg, at der er langt mellem snapsene på væggen.

Magnus Andersen satte rekorden i august sidste år, og siden er der kun en enkelt gourmand, der er kommet på tavlen. Han hapsede burgeren på 52 minutter.

Og det er ikke fordi, der ikke er andre, der har prøvet.

- Der er typisk otte til ti gutter, der kommer ind for at prøve kræfter med burgeren hver måned, men der er nogle lange perioder, hvor folk slet ikke kan komme igennem den. De fleste giver simpelthen op på halvvejen, siger den daglige leder af Chicago Burger, der har haft konkurrencen på tapetet siden 2014.

Tro på det

Jeg bliver opmuntret af Hasse, der mener, at jeg sagtens kan klare udfordringen, og jeg begynder at tro på det igen. Man deltager jo ikke i en konkurrence for hyggens skyld - næh, det er for at vinde.

Jeg får bestilt min Big Boss Burger, og chefen kommer noget senere med et bjerg af mad, der kan brødføre en halv u-landsby.

Chefen starter tidsmåleren på sit stopur, og jeg tager min første bid.

Den er super. Kødet er saftigt, baconen sprød og cheddarosten cremet. Nu mangler der bare resten af bjerget, men for hver bid kan jeg bare mærke, hvordan mavesækken sender beskeder til hjernen om at sætte farten lidt ned. Jeg kommer i tanke om min frisør, Sannes, vise ord fra i formiddag, hvor hun gav det råd ikke at spise for hurtigt i starten, men jeg skæver også til uret, der galoperer mod de magiske 12:54.

Efter fem minutter kommer chefen ned til bordet med et stort smil.

- Hvordan går det, spørger han, som om han kender svaret.

Jeg må tilstå at burgeren er en stor mundfuld. Smagen fejler ikke noget, men kroppen er begyndt at stritte imod.

Jeg løsner min livrem, åbner bukseknappen og lyner ned, og håber, at der ikke er nogen af de andre i burgerbaren, der har bemærket det ufine trick.

Men burgeren har de bemærket. Der kommer opmuntrende tilråb som "den ser lækker ud" og "god appetit, " og et par stykker af de andre gæster er henne med deres mobiltelefoner for at tage billeder og videos af ædegildet.

Men jeg lader mig ikke forstyrre. Jeg har travlt. Jeg er efterhånden nået næsten halvvejs gennem burgeren, og den smilende chef kommer ned med stopuret og fortæller, at jeg kun har to minutter til at slå rekorden.

Ny strategi

Inden for et splitsekund har min hjerne omstillet sig til at forlade rekordforsøget og gå efter at få navnet på væggen i det eksklusive selskab af timehelte i stedet for.

Det huer ikke konkurrencemennesket Hasse, men han accepterer alligevel den nye situation.

Jeg ved ikke, om jeg sætter farten ned bevidst, eller det sker som en fysisk refleks, men bjerget synes ikke at blive mindre de næste mange minutter.

Og nu smager burgeren slet ikke godt længere. Den sidder oppe i halsen.

En tjener sprøjter med noget glasrens på bordet ved siden af, og kemikalierne blander sig med luften og mine i forvejen anstrengte smagsløg. Det sætter en kædereaktion i gang, som starter i min udspilede mave og fortsætter op gennem spiserøret, og kun ved en ekstraordinær kraftanstrengelse får jeg blandingen af kød, bacon, ost, salat, ketchup og brød gennet ned igen.

Proppen

Jeg har fået propper for ørerne, og det føles som om, der er ved at komme nogle safter ud af næsen, men det var bare en smule snue, finder jeg senere ud af.

Det er her, 40 minutter inde i rekordforsøget, at min hjerne igen fortæller mig nogle alvorsord. Eller rettere kun et ord: "Stop".

Smerten i maven og i halsen er ulidelig og jeg føler mig som et skvat, der ikke kan spise op. Jeg vil jo ikke skuffe Hasse, som har bakket mig op hele dagen med friske kommentarer og et boost til selvtilliden, men jeg ønsker jo heller ikke at ørle i hans bil på vej hjem fra arbejde, får jeg ham forklaret.

Det er som om, at den sidste melding giver mening for ham, og vi bliver enige om, at jeg kaster servietten ind i tallerkenens ring.

Chefen er tilsyneladende ikke uvant med at møde tabere med ondt i maven i burgerbaren, og da han forklarer, hvilket overmenneske, jeg har været oppe imod, forsvinder noget af den dårlige smag i munden.

- Efter at Magnus Andersen slog rekorden, har han været herinde et par gange sammen med sine kammerater, og der har han spist en Big Boss bare for hyggens skyld. Han plejer at spise dem op på 30 minutter, siger chefen.

Efterrationalisering

Der er flere usunde ting forbundet ved at deltage i en konkurrence som denne.

At producere 1.200 gram kød kræver 18.000 liter vand og belaster CO2- regnskabet med 24 kg. Læg dertil både madfråds og madspild, som jeg på én gang har gjort mig til dobbelt skyldner i.

Den ubalance, jeg har påført miljøet, må jeg rette op på. Et simpelt regnestykke fortæller mig, at hvis jeg kører 200 kilometer mindre i min VW polo, kan jeg undgælde den grimme CO2-belastning.

Men nu hvor jeg er i gang med at rette op på mine miljøsynder, kan jeg jo lige så godt fortsætte.

Så det er nu min plan at nå ned på en BMI-værdi, der holder sig inden for det normale område.

Altså ikke i overvægtsområdet eller der, hvor jeg befinder mig nu - i fedmeområdet.

Det skal være slut. Beslutningen er taget, og jo flere, der kender til min beslutning, jo mere forpligter den.

Fra nu af, og indtil jeg er nået ned på et BMI-tal under 25, vil jeg forsage de "forbudte" varer ved at spise sundt og lægge rødvinen og andre alkoholiske drikke på hylden. Samtidig vil jeg bevæge mig noget mere. Meget mere, faktisk.

Og jeg har en tidsramme. Når jeg går på ferie i uge 28, skal jeg have nået mit mål, nemlig at nå ned på de 78 kilo, som holder mig inden for BMI tallet for normalvægtige.

Du kan følge med på Ugeavisens Facebookside og se, hvordan den plan forløber.

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70