Log ind

Jernbryllupspar med jernvitaminer

  • Jernbryllupspar med jernvitaminer
    1 / 5
    Selv efter 70 års ægteskab kan Arne og Lillian Nielsen vise deres kærlighed for hinanden i for maf et kys. - Men det er ikke noget vi gør så meget i mere, siger han med et smil.
  • Jernbryllupspar med jernvitaminer
    2 / 5
    Jernbryllupsparret træner tre gange om ugen i OBBC - og i mandags havde de taget morgenbrød med for at fejre jernbrylluppet med de andre motionister i centeret. Men trænes blev der selvfølgelig.
  • Jernbryllupspar med jernvitaminer
    3 / 5
    Lillian og Arne Nielsen har været gift i 70 år og er glade for, at de begge har et godt helbred.
  • Jernbryllupspar med jernvitaminer
    4 / 5
    Der var dækket op til det store morgenbord i OBBC, og undtagelsesvist havde parret taget deres bil ind til motionscentret for at kunne fragte de mange rundstykker og kager.
  • Jernbryllupspar med jernvitaminer
    5 / 5
    Arne og Lillian Nielsen træner tre gange om ugen i motionscentret.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

mærkedag: Arne og Lillian Nielsen har været gift i 70 år og holder sig i gang ved daglig motion

Der er dækket op med rundstykker, kage og kaffe i foyeren til motionscentret OBBC på Rugårdsvej den første mandag i januar. Årsagen finder vi inde ved træningsmaskinerne, hvor ægteparret Arne og Lillian Nielsen er i gang med deres træningsprogram.

- Vi vil jo gerne fejre vores 70 års bryllupsdag sammen med de andre motionister, siger Lillian Nielsen og forklarer, at det egentlig var den 26. december 1945, de blev gift.

Heldigt helbred

Sammen med sin mand, Arne Nielsen, afbryder hun sin træning og sammen inviterer de Ugeavisens udsendte med ned til morgenbordet, hvor adskillige af de andre motionister er henne og lykønske jernbryllupsparret.

Selvom hun er 89, og han er 91 år, virker de utrolig adrætte, men de mener ikke selv, at de har gjort noget specielt for det.

- Vi har bare været heldige, at vi ikke har fået nogen handicaps, siger Arne Nielsen.

Han ligner en, der mener det, og hans kone stemmer i. - Det er nok bare noget med generne, siger hun.

Men forklaringen på, at det ældre ægtepar stadig bor i eget hus og klarer sig uden hjemmehjælp, kommer langsomt til syne, da Lillian Nielsen fortæller, hvordan deres hverdag ser ud. -Vi træner her i OBBC tre gange om ugen, og vi cykler altid de syv kilometer herind fra tranehøjen, hvor vi bor. Ellers laver vi ikke noget, siger hun beskedent.

Men sandheden er lidt mere omfattende end som så. -Vi skal jo ikke sidde hjemme i sofaen, så vi cykler en tur hver dag, og desuden går jeg også en tur hver morgen, siger Lillian Nielsen og forklarer, hvordan de kan opretholde deres høje aktivitetsniveau.

- Det er mest lysten for at komme ud af døren derhjemme, der får os af sted, siger hun.

Naturlig forskel

At de er sunde og raske, kan der ikke herske tvivl om, og deres ægteskab lader til at være i lige så god form som deres helbredstilstand. Vi spørger forsigtigt ind til, hvordan det har kunnet lade sig gøre.

- Vi har levet et ganske almindeligt liv, er Lillian Nielsens korte svar.

Det næste spørgsmål er lidt mere skarpt:

- Har der nogensinde været talt om skilsmisse?

- Skilsmisse har aldrig været på tale, men bølgerne har da indimellem gået lidt højt, svarer Arne Nielsen høfligt, inden hans kone uddyber det svar.

- Men vi skal jo heller ikke synes det samme altid. Der skal være en forskel, og vi har altid kunnet finde ud af det, siger Lillian Nielsen.

Vi efterlyser nogle gode råd til andre ægtepar om, hvordan man kan holde sammen så længe.

- Der findes vel ikke nogle gode råd. Folk må jo selv finde ud af, hvordan de løser deres problemer, lyder det hurtige svar fra Lillian Nielsen.

Globetrottere

Jernbryllupsparrets aktiviteter er ikke begrænset til cykelture og motionstræning alene. I mange år har der stået verdensrejser på programmet, og det gør der stadig.

- I vores fritid har vi altid rejst meget. Vi har haft slagterforretning på Assensvej i Dyrup, og dengang rejste vi hver for sig, for der var altid en, der skulle passe forretningen, siger Lillian Nielsen og forklarer, at hendes foretrukne rejsemål var Afrika, mens hendes mand følte sig mere tiltrukket af Amerika.

Da Assensvej blev lukket i 1979, var det slut med slagterforretningen og deres aleneture rundt om i verden, men deres rejselyst er ikke blevet mindre.

- Sidste år var vi ude at rejse tre gange, men nu, hvor vi er blevet ældre, har vi begrænset vores rejser til Europa, siger Lillian Nielsen.

Tipoldeforældre

Ægteparret fejrede deres bryllupsdag dag den 26. december efter alle kunstens regler.

- Vores naboer og venner kom og hilste på om formiddagen, og så inviterede vi familien ud at spise på Den Gamle Kro om aftenen, så det blev en lang dag, siger Lillian Nielsen og remser op af stamtavlen.

- Der er to børn, tre børnebørn, fire oldebørn et tipoldebarn og et mere på vej, siger hun med en vis stolthed.

- Ja, vi har da holdt familien ved lige, lyder det fra Arne Nielsen, inden hans kone igen tager ordet.

- Det var dejligt at kunne samle hele familien og selv være med. Helbredet er det vigtigste, for du kan ikke købe det for penge, siger Lillian Nielsen.

  • Af:

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere