Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
Junglen tur-retur for modig Odensefotograf

Junglen tur-retur
for modig
Odensefotograf

Annonce:

Tag på safari i Afrika! Safari Eksperten er DIN fynske specialist i safarirejser

Tag på safari i Afrika! Safari Eksperten er DIN fynske specialist i safarirejser.

Regina Duboúrg har udstillet fotografier fra sit møde med indianerfolket i Amazonas jungle i sit butiksvindue.
Foto: Hasse Frimodt

Artiklen er mere end 30 dage gammel

eventyr: Et besøg hos Amazonas indianere var tæt på at koste Regina Duboúrg livet. Nu er hun hjemme igen og klar til at fortælle om sine oplevelser i ord og billeder

I livsfare: Odense-fotograf på jungle-eventyr

Produceret af: Hasse Frimodt

Regina Duboúrg skyder løs med sit kamera i Amazonas jungle. Sammen med tre danske rejsefæller fra velgørenhedsorganisationen Charity Guard, kommer den 24-årige fotograf dybere og dybere ind i junglen, som ellers er forbudt område, men Perus regering har givet den fire mand store trup tilladelse til at drage ind til indianerstammerne for at yde tandlægehjælp. En hjælp som især børn og kvinder med tandsmerter er ovenud taknemmelige for, men ved det femte stammebesøg dybt inde i junglen går det galt.

I livsfare: Odense-fotograf på jungle-eventyr

Produceret af: Hasse Frimodt


Jagten

- Vi bliver pludselig mødt af et aggressivt folk, der ikke har set hvide mennesker før. Selv børnene angriber os, og kvinderne jagter os med macheter. Vi flygter med hele vores oppakning, alt hvad vi kan, og på et tidspunkt ryger vi i vandet og må kæmpe os op ad en bred, der er fyldt med glatte og skarpe sten, men vi kommer op og skjuler os i nogle buske, fortæller Regina Duboúrg.

Selvom hændelsen er fire måneder gammel, er den stadig utrolig nærværende i fotografens hukommelse.

- Vi er alle smurt ind i blod på grund af de skarpe sten, og jeg spørger de andre, om vi skal dø, husker hun.

Mødet med det fjendtlige folk blev vendepunktet for Regina Duboúrgs rejse ind i junglen, og selskabet vendte tilbage til civilisationen, hvor de behandlede oplevelsen på deres egen, specielle måde.

- Vi gik på en ordentlig druktur i den nærmeste by, siger hun og forklarer, at hun ikke følte behov for psykologhjælp efterfølgende.

- Men arrene på kroppen - de er der stadig, fortæller hun.

På trods af alvoren i den farefulde færd blev hun bagefter overmandet af sin professionelle tilgang til sit erhverv.

- Det ærgrer mig, at jeg ikke tog mit kamera frem under jagten, for det havde da været nogle super billeder, siger hun alvorligt.

Spyt i suppen

I stedet må hun nøjes med de billeder, hun fik med fra de mere civiliserede stammer, men her har hun nogle historier, der for nogle kan virke lige så hårrejsende som fortællingen om flugten gennem junglen.

- Det var rigtig dejligt at opleve, hvor lykkelige indianerne blev, når vi hjalp dem af med tandsmerterne, men de ville gerne give igen, så de kom med et fad suppe, som vi ikke kunne afvise. Det smagte af opkast. Der sad vi sammen med 20 mennesker, som gurglede suppen og spyttede den ud i fadet og lod den gå rundt. Men jeg er jo høflig anlagt, siger Regina Duboúrg mens hun tænker tilbage og vrænger sit ansigt en smule.

Levende dessert

Men dermed var hendes trængsler hos junglefolket ikke overstået. Børnene ville også vise deres taknemmelighed.

- De kom med håndfulde af noget, som for dem er lige som lørdagsslik. Tre centimeter lange myrer med vinger. Jeg kunne ikke tillade mig at sige nej, selvom de her myrer var temmelig livlige. Vi lærte at snuppe dem og hive vingerne og numsen af og skynde os at få dem ind i munden, for de strittede jo imod, og selv inde i munden kæmpede de for at komme fri. Det var ulækkert, men de smagte ikke af noget særligt, siger Regina Duboúrg, der alligevel trøstede sig med at de var levende.

- Vi vidste jo ikke, hvor længe de ellers kunne have ligget, siger hun.

Fotos på vej

Hun befinder sig i sin fotoforretning, Fotograf Agerled i Odense, hvor hendes butiksvinduer er udsmykket med fotografier fra hendes tur til Amazonas.

- Jeg har omtrent 10.000 billeder med hjem fra junglen, og de er gode allesammen, så det vil tage mig flere måneder at sortere i dem, men jeg regner med, at jeg udgiver en bog med de bedste fotos til sommer, siger hun.

I mellemtiden må interesserede nøjes med en øjenvidneberetning og nogle udvalgte fotos.

- Jeg elsker at fortælle om min tur, så jeg har arrangeret nogle foredragsaftener her i min fotoforretning, hvor folk kan komme og få historien og se nogle billeder fra turen, siger Regina Duboúrg.

Måske er det ikke sidste gang, den unge fotograf kommer hjem fra den store verden med vilde historier og fotos.

- Jeg kunne godt tænke mig at opleve Grønland eller Afrika næste gang, siger den unge globetrotter, som tilsyneladende ikke er blevet afskrækket af sin seneste rejseoplevelse.

- Jeg kan mærke, at jeg har fået en fantastisk selvtillid. Jeg har det sådan, at der ikke er noget, der kan ryste mig. De kan bare komme an. Jeg er blevet jagtet af indianere i junglen, der ville slå mig ihjel, så jeg spørger bare, hvad vil i, siger Regina Duboúrg med et stort smil.

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70