Log ind

Kaj lever af at slå med køller

  • Kaj lever af at slå med køller
    1 / 5
    Janistharen har fået navngivet nogle køller efter sig. -Det er en amerikansk producent, der bruger mit navn på køllerne og sponsorerer mig ved at betale nogle procenter af salget til mig, siger Kai Stensgaard. Foto: Kurt Rasmussen
  • Kaj lever af at slå med køller
    2 / 5
    Kai Stensgaard har indrettet et øverum i sit hjem i Stige, hvor han træner sin specielle sekskølle-teknik på marimbaen. Foto: Kurt Rasmussen
  • Kaj lever af at slå med køller
    3 / 5
    Kai Stensgaard har boet de seneste 20 år på Lodsvej i Stige, hvor en tilbygning rummer hans øvelokale. Foto: Kurt Rasmussen
  • Kaj lever af at slå med køller
    4 / 5
    Gennem 25 år har Kai Stensgaard dyrket olietønderne i sit "Caribic Steelband." - Det er vigtigt at forny sig og sprede sine aktiviteter, hvis man vil leve professionelt af musikken, og med vores steelband kommer vi ud 20 til 30 gange om året, siger han. Foto: Kurt Rasmussen
  • Kaj lever af at slå med køller
    5 / 5
    For fem år siden var Kai Stensgaard med til at udvikle et nyt marimbakoncept, en alufon, hvor tonerne bliver leveret af aluminiumsklokker. - Det er svært at slå igennem med vores nye koncept, men i USA er der flere og flere, der benytter alufonen, siger han. Foto: Kurt Rasmussen

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret
Koncertmusik

Som slagtøjsmusiker må man lære at slå sig igennem, har Kai Stensgaard erfaret. Han har gjort det til sin levevej at rejse rundt i verden med sine køller

En studietur til Mellemamerika i 1984 blev skæbnesvanger for Kai Stensgaard, der stødte på et underligt fænomen i Guatamala.

- Der sad en indianer og spillede marimba i en ordentlig brandert. Han havde fået for meget rom og brugte tre køller i hver hånd, og det lød slet ikke godt, men det var dér, jeg fik ideen til at udvikle en sekskølle-teknik for marimba, siger den 65-årige konservatorieuddannede janitshar.

Jeg forsøger at gøre marimbaen mere populær, for hvis man kun spiller den nye musik, der springer ud af konservatoriemiljøet, så er det svært at nå ud til det brede publikum

Kai Stensgaard

Folkelig succes

Kai Stensgaard kom hurtigt i gang med at indøve et simpelt og folkeligt, mexicansk marimbastykke, hvor han brugte seks køller, og det gav uventet pote.

- Det var langtfra så kompliceret, som det andet jeg spillede, men når jeg var ude til koncerter, brugte jeg det nummer og fandt ud af, at folk var helt vilde med det, og jeg besluttede mig for at dyrke sekskølleteknikken og få den udviklet, siger han.

Samtidig lugede han også ud i repertoiret.

- Jeg forsøger at gøre marimbaen mere populær, for hvis man kun spiller den nye musik, der springer ud af konservatoriemiljøet, så er det svært at nå ud til det brede publikum, siger han.

Først i verden

Indtil år 2000, var Kai Stensgaard ikke bekendt med, om han havde været den første marimbaspiller til at udvikle teknikken, men han blev det år inviteret til Mexicos første internationale marimbafestival, og der fik han svaret.

- Jeg mødte en kendt marimbaspiller fra USA, som også benyttede seks køller. Jeg troede faktisk, at han var startet før mig, men han fortalte, at det var min skyld, han var kommet i gang. Han havde set de noder, jeg havde udgivet som de første med seks køller, og så var han også startet, siger Kai Stensgaard og fortæller, at det satte ham ekstra op til at gøre noget ved teknikken.

- Da jeg kom hjem, skrev jeg den første lærebog i sekskølleteknikken, siger han.

Succes med seks

Herefter var vejen lagt til endnu flere udenlandske eventyr.

- Det har helt sikkert bidraget til, at jeg har fået min eget profil, og at der kom bud efter mig. Jeg har arbejdet meget sammen med de allerbedste marimbaspillere i hele verden, og jeg er blevet inviteret til de største slagtøjsfestivaler. Det har givet mig et enormt stort netværk inden for branchen, hvor vi også aftaler koncertturneer med hinanden, siger han.

Efterhånden er det blevet til 30 kompositioner til marimba fra Kai Stensgaards hænder, og halvdelen er skrevet til seks køller.

- Når jeg komponerer musik til fire køller, står jeg tit og tænker, der mangler da lige nogle toner, og så får jeg lige de ekstra køller med, siger han.

Hjemme godt men ude bedst

Kai Stensgaard er klar over, at det marimbaen ikke har fundet den helt store udbredelse i Danmark, og at han er mere kendt i det store udland.

- Det er svært at komme igennem til Danmarks Radio. Det er faktisk nemmere at komme til store koncerter i udlandet, og herhjemme er det mere i kirker og små musikforeninger, jeg optræder med min marimba, siger han.

Siden han blev internationalt kendt som grundlæggeren af sekskølleteknikken, har han optrådt og holdt foredrag i blandt andet Mexico, USA, Argentina Chile og Taiwan, og janitsharen må smile en smule ved tanken.

- Det er jo sjovt, hvad der er kommet ud af, at jeg rejste til Guatamala og så en indianer spille i en brandert med seks køller, siger Kai Stensgaard.

  • Af:

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere