Jeg blev forleden kaldt ukritisk på et debatforum for fodboldfans. Den beskyldning stiller jeg mig naturligvis særdeles kritisk overfor. Vi diskuterede tilgangen af en ny spiller, og jeg tillod mig at have ja-hatten på. Jeg var positiv, ikke ukritisk, over at der alt andet lige var udvikling at se i den pågældende klub, og jeg kontraangreb argumenterne om uambitiøs ledelse med, at al forsøg på udvikling i det mindste bør bakkes op, i det mindste indtil fiaskoen er en realitet.

Jeg nævner det for at danne rammen om følgende skriv. Det er ikke utænkeligt, at et par stykker derude vil opfatte det som rablende ukritisk, men for den gode stemnings skyld, så læs lige i bund, inden du giver mig samme prædikat som mine medfans på forum.

Påstand: Der er ikke noget at brokke sig over i Odense lige nu.

Jeg taler ikke brok bygget i bydomdannelse og de trafikale og økonomiske udfordringer, det giver borgere og forretningsdrivende. Jeg tvivler ikke et sekund på, at udvikling indeholder udfordringer, og dem skal vi så vidt muligt løse i fællesskab. Jeg taler om vrissende, mavesur brok, hvor alting var bedre engang, eller virkeligheden aldrig nogensinde vil til at leve op til forestillingen om det perfekte liv i den perfekte by.

Du kender typen. Den, der aldrig er tilfreds med programmet på en musikfestival. Den, der aldrig kan finde præcis den ret på menuen, han/hun vil have. Den, der under igen omstændigheder drikker Merlot! Giv vedkommende et kram, de har det svært i øjeblikket - alene fordi de må se argumenterne blive færre og færre.

For Odense har det godt. Det åbenlyst for os her på redaktionen, når vi hver uge sammensætter ugens Pindle-guide, hvor samtlige aktiviteter, arrangementer og events listes op. Det er ikke så meget det, at den fylder godt op i magasinet, det er indholdet, der for alvor afmonterer ammunitionen hos de kritiske røster. Her er noget for alle.

Lad os for eksemplets skyld se lidt fremad. Den kommende weekend kan du i Odense blandt andet opleve: Unik vandreforestilling i midten af byen med 100 lokale medvirkende, storslået musical der forener kendte solister og lokalt storswingende bigband, stand-up, romantiske symfonier, jazz med en tidligere vinder af årets fynske jazzmusiker, fastelavnsfest, international hyldest til et af verdens mest solgte album, ni timers fødelsdagskoncert, teaterworkshop og eksperimenterende teater, et landskendt pop-ikon og meget, meget mere. Hvis du ikke kan se dig selv tage til bare ét af de arrangementer, så tør jeg godt sige, at det er dig, der noget i vejen med - ikke Odense.

Præcis samme konklusion når jeg frem til, hvis vi taler om mulighederne for at gå ud, som er så stor en del af en levende bys dna. Odense glimtrer ikke længere ved sit fravær, men stikker rent faktisk ud som en af de byer, hvor der sker absolut mest. For et år siden havde vi ikke et eneste streetfood-marked i byen, nu har vi to, og de ser tilsyneladende ud til begge at have fundet sit marked, hvor de lever med hinanden - ikke på trods af hinanden.

Vi har seksstjernede gourmetrestauranter, vi har konceptrestauranter, der ellers hører metropolerne til, vi har de udødelige klassikere, der altid finder plads i tidslommen og de principfaste ideologister, der aldrig går på kompromis. Igen: du skal være mere end almindelig kræsen, hvis du går sulten hjem fra byen.

Alt dette er en luksus for dig og mig, men det er også en tilstand, der forpligter. Tillad mig at gribe bolden fra Eva Pasgaard, der forleden i disse spalter gjorde opmærksom på nødvendigheden af at bruge byen nu, hvis vi også vil have den i morgen. Det bør være indlysende for de fleste, at jeg er enig.

Jeg har ingen ret til at bestemme, hvor meget du skal, spendere på kunst, kultur eller kyndige kokke, men jeg vil gerne udfordre retten til at brokke sig, hvis den sker med korslagte armene uden den mindste vilje til at smage bare lidt på udvalget. Præcis som min fireårige, der skal smage på maden, inden hun kategorisk afviser fars evner i køkken.

Det er aldrig op ad bakke for de rendyrkede kværulanter, de skal nok finde nye kræfter i selv den mindste modgang, men det er alt andet lige blevet en del sværere at trænge igennem i en saglig debat, hvis du påstår, at Odense står stille.

Der er en fest i gang, og du er inviteret. Først hvis den fiser ud, inden vi er gået hjem (og vi går aldrig hjem), må vi brokke os. Møder vi slet ikke op, bærer vi selv den største del af skylden.

  • 17342852_10155990747807846_5935142026828163102_n

    Af:

    Fortæller historier i ord og billeder. Twitter: @knakkergaard Instagram: klausknakkergaard / photobyknakkergaard