Sikkerhed: Danmark er et yndet stede for indbrudstyve. Alligevel kniber det tit med at sikre vores hjem tilstrækkeligt, og det gælder navnlig lejligheder.

Hos Home Alarm, der er en af de største alarmforhandlere herhjemme, sælger man ifølge direktør Jens Henne Hansen kun en alarm til en lejlighed, hver gang der bliver solgt alarmer til otte huse. Dermed bliver knap 10 procent af alarmerne installeret i lejligheder, som ellers udgør næsten halvdelen af alle boliger i Danmark.

Forlader sig på andre

Politikommissær Anders Uhrskov ved Østjyllands Politi har en klar idé om, hvorfor folk i lejligheder ikke sikrer sig i samme grad som husejere.

- I offentligheden er der ofte mest fokus på indbrud i villaer. Derudover er der også en tendens til, at folk i lejligheder lader det være op til ejerforeningen eller udlejeren at stå for udendørs sikring. Men sikringen af den enkelte lejlighed er tit minimal, og det er navnlig et problem i stuelejligheder, forklarer han.

Smartphone og kamera

Et af de firmaer, der tilbyder alarmer til lejligheder, er aarhusianske Alarmhjælp.dk.

- Vores løsning går ud på, at man kobler sin smartphone til et kamera, der detekterer ubudne gæster på vej ind i lejligheden. Systemet kan også advare de andre beboere i opgangen, hvis der er indbrud, forklarer direktør Søren Aldenryd.

Ifølge en opgørelse fra Forsikring og Pension bliver halvdelen af indbruddene i lejligheder begået via hoveddøren.