Det begyndte som en joke men endte med at blive en levevej. I år fejrer Infernal 20 års jubilæum. Sangerinde Lina Rafn ser tilbage på to årtier med misforstået humor, urimelig kritik, men frem for alt et liv i "båthorns-gear".

Det er formentlig lige uforståeligt for kritikerne, som det er for Lina Rafn selv: I år fylder Infernal 20 år.

Mens langt størstedelen af de sen-halvfemser-bands, der gjorde bas-arm til en modedille, kun mindes på diverse kitch-festivaler, så står Infernal fast på sin position som et af landets bedst sælgende elektroniske orkestre. Og det er trods det faktum, at en af de mest trofaste følgesvende i alle 20 år har været en nådesløs kritik fra dem, der mener at vide, hvordan rigtig musik skal lyde.

Lina Rafn

Født 12. august 1976.I perioden 2006-2010 var hun ifølge Koda den mest succesfulde kvindelige danske sangskriver.

Dannede Infernal i i 1997 med sin daværende kæreste Paw Lagermann og dj'en Søren Haahr. Sidstnævnte forlod senere gruppen, og Paw Lagermann og Lina Rafn forlod hinanden som kærester.

Blev i 2008 dommer i DR's X Factor.

Privat har hun siden 1998 dannet par med Kasper Pertho - de har sammen datteren Karmen.

Kilde: Wikipedia

- Jeg føler, at jeg lyver, når jeg siger, at det er 20 år siden. Jeg føler, at vi først lige er ved at komme i gang. Det hele startede jo tilfældigt og for sjov, og så har vi ligesom samlet os omkring det, vi har lyst til at være i alt det her. Og det gør vi faktisk stadigvæk. Det er ikke sådan, at vi udkom med en eller anden klar idé om, hvad vi ville kunstnerisk set. Hvis nogen havde sagt, at det I laver nu, det er det, der kommer til at forme jer, så tror jeg ikke, vi var startet, siger Lina Rafn.

Så når hun og kollegaen Paw Lagermann stadig kan fylde en kalender med flere turnéer om året med et musikalsk projekt, der begyndte for sjov, så skyldes det evnen til at tage humoren og ikke mindst genren seriøst.

- Både Paw og jeg var i virkeligheden langt mere undergrund. De første Infernal-singler var noget, vi grinede af. Vi gjorde lidt nar af vores egen genre, og det har vi egentlig også gjort siden. Der har altid været meget humor bag. Og det tror jeg egentlig, at mange af vores kritikere, som måske er mere forankret i rock-traditionen, har misforstået. De har fuldstændig misset pointerne. De har slet ikke forstået humoren, fordi de har for lidt genre-kendskab. Og det har nogle gange gjort rigtigt ondt, at folk har troet, at det skulle tages alvorligt. Selvfølgelig skal man også tage humor alvorligt. Det er jo ikke fordi, musikken ikke har været effektiv, og at vi ikke har følt for den. Men der har været rigtig mange referencer, som har været humoristiske - i lydvalg, i rytmikker, måder at spille ting på eller i lyrik. Der er virkelig meget humor, der er gået fuldstændig tabt for dem, der synes Bob Dylan er fed, siger Lina Rafn og fortsætter:

- Jeg kan forsikre dig, at folk der er vokset op i den elektroniske tradition, vi er, som er vokset ud af "acid house", house og techno og alt sådan noget, de forstår meget mere alle de skjulte beskeder, der ligger i musikken. Der kan ligge sindssygt mange referencer i valget af en synth-lyd, men det kræver, at man forstår synth-pop, før man kan høre, hvad det er, vi prøver at sige.

Salgssucces

Om man fatter budskaber og referencer eller ej, så har det været altafgørende for Infernals eksistens, at duoen har formået at producere hits, der har ramt direkte ind blandt massernes foretrukne. Debut-albummet "Infernal Affairs" fra 1998 har solgt over 80.000 eksemplarer, mens "From Paris to Berlin", der sikrede et internationalt gennembrud, har solgt over 60.000.

Dengang og nu er talentet for at skrue et hit sammen afgørende for eksistensen, og med et bagkatalog spækket med ny-klassikere som "Kalinka", "From Paris to Berlin" og "Banjo Thing" frigøres der et overskud ril at ride med på en musikalsk udvikling, der ifølge Lina Rafn er mere interessant end nogensinde.

- Der sker et eller andet midtvejs i livet, hvor man begynder at finde ud af, hvem man er, og hvem man ikke har lyst til at være. Og så slutter man fred med det. Man holder op med at søge at behage andre og finder ind til, hvad der behager en selv. Man bliver sådan lidt personlighedsmæssigt modig, og det gør også, at vi kunstnerisk set bliver mere modige. Og så er vi jo så vanvittigt privilegerede, at vi har faktisk et bagkatalog, der gør, at vi nok ville kunne leve størsteparten af resten af vores liv bare ved at spille bagkataloget. Det gør, at vi kan tage nogle kunstneriske chancer og nogle kunstneriske pauser, og det er meget, meget privilegeret at have det sådan, siger hun.

Bagsiden af førnævnte hit har været, at de trods stor gennemslagskraft hos publikum har været kritikernes letteste og mest brugte argument for stemple Infernal som fordummende og dårlig stil.

- Det har været frustrerende, for vi blev tit antaget for at være dumme eller inkompetente, fordi vi valgte genrer, som vi gjorde. Og det er jo ikke ensbetydende med, at vi ikke forstår, værdsætter eller indimellem berører mere respekteret elektronisk musik, men på en eller anden måde er der altid en del af os, der er i det, vi kalder vores "båthorns-gear". Når det bare skal være "tag nu lige tænke-hatten af og ja-hatten på og bare ha' en fest", siger Lina Rafn.

At blive undervurderet

I dag taler den tidligere X Factor-dommer roligt om de kampe, hun og Paw Lagermann måtte kæmpe, men hun efterlader samtidig ingen tvivl om, at det har været hårdt. Især da de fleste andre faldt fra, og Infernal stod mere eller mindre alene til at forsvare de genrer, der konstant har været kritikernes yndlings-klovn.

- Det svære er misforståelserne. Det svære er at blive undervurderet så sindssygt, som vi er blevet. Det har været hårdt. Der har jeg haft lyst til rejse mig op og skrige og lave sådan en "Falling Down" (film fra 1993, hvor Michael Douglas mister besindelsen, red.) og bare rende rundt og pløkke folk, fordi jeg synes, det har været så himmelråbende uretfærdigt. Vi er virkelig blevet syndebukke. Også fordi vi bar byrden af alle dem, der kom frem i kølvandet på os selv i sen-halvfemserne. Så holdt de alle sammen op, da det blev svært, og så stod vi der alene tilbage, fortæller Lina Rafn.

For Infernal gik aldrig i opløsning. I hvert fald ikke officielt.

- Vi har aldrig været så dumme, at vi har annonceret, at "vi holder lige en pause". Det er noget, vi har været modne nok til at holde for os selv. Og der har været masser af perioder, hvor vi har lavet alt muligt andet end Infernal. For mig er det infantilt, når folk udråber: "vi er gået i opløsning, vi er gendannet, nu er vi gået i opløsning igen!!" Hold nu kæft altså. Det er sjette klasse, det der, siger Lina Rafn.

Netop nu er Infernal i gang med en omfattende efterårsturné, der tager duoen hele landet rundt. Det bliver et gensyn med bagkataloget, der konstant vokser i mængde og musikalitet.

- Af en eller anden årsag bliver vi ved med at være sultne på, hvor ting bevæger sig hen. Vi synes ikke, at det hele var federe før i tiden. Vi synes, at tingene er federe nu, end de nogensinde har været. Vi synes, at ting lyder mere interessante end nogensinde før. Der er et opbrud mellem genrerne, ting er enormt dekonstrueret, og samtidig er de knivskarpe, fordi alle har adgang til forholdsvis godt udstyr. Det vil sige, at der kommer altså nogle kreative udogmatiske takes på tingene på banen, og det er super inspirerende for os, der har været her i mange år. Vi bliver enormt sultne på at følge med og lytte til, hvordan det nye lyder og se, hvordan vi kan bruge det. Hvis vi lavede et album, så kan et track ende med at udkomme halvandet år efter, det er lavet, og det kan vi ikke lide. For så får vi lyst til at lave det om til den tid, det udkommer i, fordi det hele tiden skal følge med. Så vi vil hellere leve track by track... måske en ep på et tidspunkt.

Uanset hvad, så garanterer Lina Rafn, at det musik, der kommer fra hendes hånd, bliver en afspeljning af den musik hun - og hun alene - har lyst til at lave. Det er rådet, hun ville give til sig selv for 20 år siden, og det er løftet, hun giver sig selv nu.

- Der sker det, når man runder 35 år, og når man reproducerer sig selv, at ens egen dødelighed bliver meget present. Og det, at der er en udløbsdato på, hvor mange skud man har i bøssen, det gør, at nu vil jeg gerne skyde hen mod den målskive, som, jeg ved, vil gøre, at jeg går i graven med fred. Fordi.. nøj hvor vil jeg være vred over, hvis jeg har ramt alle andres målskiver, men faktisk aldrig fik taget mig tid til at ramme min egen.

  • 17342852_10155990747807846_5935142026828163102_n

    Af:

    Fortæller historier i ord og billeder. Twitter: @knakkergaard Instagram: klausknakkergaard / photobyknakkergaard