Ann Høck var træt af at gå glip af de fede koncerter i Odense. Så hun startede Live Music Odense, der giver dig overblik og anbefalinger.

Kender du det der med at sidde hjemme i sofaen og bladre lidt meningsløst rundt på mobilen. På et eller andet socialt medie ser du pludselig, at der er gang i en koncert i byen, og nu ærgrer du dig. Hvorfor vidste du ikke det?

Sådan havde Ann Høck det lidt for ofte. Hun sad med følelsen af at være blevet snydt for en koncert, alene fordi hun ikke vidste, at den var der, og det var hun ærlig talt temmelig træt af.

Livemusic Odense

Kalender med omtale af rymiske koncerter i Odense.Hjemmesiden www.livemusicodense.com drives på frivillige basis og kan også følges på Instagram og Facebook.

- Jeg synes, der manglede en platform, hvor jeg let kunne finde alle koncerter i Odense. Jeg var træt af at se billeder af koncerter, jeg burde have været til, på Instagram. Hvorfor vidste jeg ikke, at den koncert spillede i byen? Det irriterede mig, så jeg begyndte at arbejde med Live Music Odense, fortæller hun.

Opdateret

Live Music Odense tager udgangspunkt i hjemmesiden www.livemusicodense.com, og kerneproduktet er sådan set "bare" en kalender. En kalender, der giver dig et hurtigt overblik over samtlige koncerter i Odense, der har med rytmisk musik at gøre. Derfor skal "bare" i citationstegn.

- For det er klart der, det store arbejde ligger. Vi skal hele tiden sørge for at holde siden opdateret, ellers mister den sin eksistensberettigelse - folk gider simpelthen ikke besøge siden. Så det er der, vi bruger størstedelen af kræfterne. Heldigvis har vi fået en aftale med mange af spillestederne om, at de selv giver besked om nye koncerter, så det kører efterhånden ret godt, fortæller Ann Høck, der allerede i opstartsfasen allierede sig med gode venner, der deler interessen for musik - og Odense.

Mere mod - mindre mainstream

Hjælpen har vist sig at være nødvendig både i forhold til teknikken bag hjemmesiden, men også i forhold til hele tiden at holde sig selv aktuel i forhold til læserne. Live Music Odense kan nemlig også følges på Facebook og Instagram, hvor der især på sidstnævnte ofte opdateres fra koncerterne, mens de sker.

Det arbejde fylder i sagens natur mere og mere, i takt med at flere og flere koncerter kommer til byen. Og det gør der. Alene det, at der netop er åbnet et af landets største koncertsale gør, at Odense kan gå hen og blive en virkelig interessant musik-by, hvis man tør.

- Der er sket en enorm udvikling i Odense, og det er i sagens natur positivt, men vi er ikke i mål endnu - hvis man nogensinde kommer det. Vi har fået et stort nyt koncerthus i Odeon, men jeg synes stadig, at det mangler at vise, at det også kan bringe nyt til byen. Selvfølgelig har vi set forholdsvis store navne i Odeon, men det har alle sammen været meget mainstream og forholdsvis sikre navne. Hvornår begynder vi at se navne, som man eksempelvis kan se på Vega i København. Odense skal ikke være København, men vi må gerne flytte os i den retning, siger Ann Høck.

  • 17342852_10155990747807846_5935142026828163102_n

    Af:

    Fortæller historier i ord og billeder. Twitter: @knakkergaard Instagram: klausknakkergaard / photobyknakkergaard