Kunst

Mødregruppe var vejen til åbningen af Galleri Sandberg

Graviditet, barsel og mødregrupper kan føre til mange sjove ting. For Marie-Louise Sandberg har det ført til åbningen af Galleri Sandberg i Ny Vestergade 2,C. - Efter at have født, kom jeg i en mødregruppe sammen med Christina, som er svigerdatter til kunstneren Betty Cristine Fog. Vi blev venner, og jeg lærte Christinas svigermor Betty at kende og hendes mand kunstneren Kjeld Ulrich. Det venskab førte til, at jeg sammen med Christina på hobbyplan begyndte at forhandle deres kunst. Jeg er uddannet indenfor marketing, hvor jeg blandt andet har været med til at markedsføre Stimorol, V6, Halls og Bassets. Efter en periode stoppede Christina for at koncentrere sig om at færdiggøre sit studie, og for mit eget vedkommende betød det, at jeg fik mere travlt selv med salget af kunst, siger Marie-Louise Sandberg.

Galleri Sandberg

Galleri SandbergNy Vestergade 2,C

Indehaver: Marie-Louise Sandberg

Åbent: Tirsdag-torsdag 11-17, fredag 12-17, lørdag 11-14 samt mulighed for åbent efter aftale.

Hjemmeside: www.gallerisandberg.dk

Facebook: Galleri Sandberg

Instagram: Gallerisandberg.dk

Kærligt skub bagi

På et tidspunkt fik Marie-Louise et kærligt skub bagi af Betty og Kjeld, som syntes at hun gjorde sit arbejde så godt, at det måtte være på sin plads at sælge kunst på fuld tid. - Jeg faldt for lokalerne her i Ny Vestergade. Gaden er under renovering, og når den står færdig bliver den super flot. I forvejen er Ny Vestergade jo kendt som lidt af en galleri gade, og nu er jeg kommet hertil med Galleri Sandberg. Jeg åbnede 16. november med en solo udstilling af Kjeld Ulrich. Udstillingen fjernes 3. december, og herefter gøres der klar til en ny udstilling med kunstnerne Carsten Rudolfsen, Frodo Mikkelsen, Betty Cristine Fog, Kjeld Ulrich samt de to udenlandske kunstnere Paul Brainard, USA og Laurent Impeduglia, Belgien. Og til marts har jeg planlagt en soloudstilling med Betty Cristine Fog.

Tilbyder også udsmykningsopgaver

Udover at være indehaver af Galleri Sandberg, arbejder Marie-Louise Sandberg også med at tilbyde udsmykningsopgaver.- Jeg har et stort netværk af kunstnere, der står klar til at udføre kunst til enhver opgave. De kan tilpasse deres kunst, så den passer ind i virksomheder og på institutioner. Odense er en by i udvikling, dette håber jeg også gælder indenfor kunsten. Så med alle de nye fine bygninger der skyder op for tiden, satser jeg på at de også skal fyldes med spændende kunst, siger Marie-Louise Sandberg.

  • Af: