Log ind

Onkel Reje: - Det er sgu svært at opdrage børn

  • Onkel Reje: - Det er sgu svært at opdrage børn
    1 / 2
    Musiker, satiriker og komiker fanget i et børneunivers. Mads Geertsens skæve karakter er en voldsom succes på DR's Ramasjang.
  • Onkel Reje: - Det er sgu svært at opdrage børn
    2 / 2
    Skægget er Mads' eget - men her stopper den fysiske sammenligning med Onkel Reje åbenbart også. Det er hvert fald sjældent, at han genkendes i børnehaven, når han henter børn.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret

En ægte sømand deler vandene. Også Onkel Reje.

Han er politisk ukorrekt. Han bryder med den gængse opfattelse af "god opdragelse". Han forsvarer drillerier, og han kæmper mod vildt strenge regler som eksempelvis daglige bade.

Og så er han - i nogens optik - en gave til børneopdragelsen. Befriende og ubekymret.

Bag det viltre fuldskæg, røde kinder og hæse stemme gemmer sig Mads Geertsen.

- Nogle gange skal der bare nogle virkeligt høje peaks til, og så er der bare ingenting bagved - men det er en del af livet.

En 43-årig multikunstner og far til tre, med patentet på en figur, der rammer en hidtil ret overset gruppe børn.

I tre sæsoner har han med makkeren Brian Lykkegaard skabt et univers på Ramasjang, hvor det er helt normalt at være en lille smule skæv og unormalt at være alt for regelret.

- Første gang vi præsenterede det for DR, var de meget optaget af det nære. Og der var man dækket godt ind med Hr. Skæg, Rosa, Kristian osv.. Det gik op for dem, at der var nogle børn, man ikke ramte. Og der kunne de se, at Onkel Reje kunne noget. Der er nogle børn, der er meget ekstroverte, har meget krudt i røven som har brug for at lave ballade. De har brug for at spejle sig i Onkel Rejes "madness", fortæller han.

En autoritet, eller?

Mads Geertsen siger det med en overbevisning, så han lyder som en autoritet ud i børneopdragelse.

Det er han på sin vis også - succesen taget i betragtningen, men han ved rent faktisk lige så meget - eller lidt om man vil - om børneopdragelse som børnene selv.

- Onkel Reje er god til børn. Mads Geertsen... altså jeg har lige sagt nej til at være ambassadør for Psykiatrifonden, fordi jeg fik til opgave at komme med gode råd til kommende forældre. Og der må jeg sige, at jeg simpelthen ikke kan komme i tanke om gode råd. Jeg synes sgu det er svært at opdrage mine børn. Og jeg synes ikke, jeg slipper så heldigt af sted med det. Jeg synes kun, jeg laver fejl, hidser mig op og gør alle de ting, man ikke skal gøre, siger han.

Produkt af google-tid

- Men jeg er jo også et produkt af en tid, hvor man læser op og ned om det at være forældre, man kan google alt om det, og alle har en holdning til det. Og samtidig står man og er enormt usikker. Altså, hvis jeg gør sådan her med mit barn, bliver det så tosset, eller ender det som morder? Der er jo ikke nogen, der tror på egne evner, når det kommer til opdragelse - og det er jo også ramt af.

- Omvendt kan jeg jo godt se, at min kæreste er mere tålmodig. Altså, jeg kan finde på, hvis min datter ikke rydder op, så at sige "så tager jeg krafteddeme også dine dukker, sætter ild til dem og smider dem ud af vinduet". Og det er måske ikke den måde, man skal gøre det på.

- Det lyder som noget, Onkel Reje også ville sige?

- Jo, det kan man sige. På den måde er der en stor del af mig i Onkel Reje. Forskellen er bare, at han ikke siger det som en straf. Reje ville sige: "kunne det ikke være sjovt at tænde ild til dine dukker og smide dem ud af vinduet". Og det tror jeg, et barn ville være med på. De vil godt ofre dukkerne for de fem minutters sjov.

- Lidt ligesom da man satte ild til sin fjernstyrede bil. Det var sjovt, selv om der ikke var en fjernstyret vil bagefter. Det er det, man nogle gange glemmer som voksen - nogle gange skal der bare nogle virkeligt høje peaks til, og så er der bare ingenting bagved - men det er en del af livet.

Lad børn være børn

Selv om Mads Geertsen ikke erklærer sig selv super pædagogisk, så er han alligevel for engageret i emnet til at tie stille og lade andre opstille bestemme "rigtigt og forkert". Især fordi forkert ofte er rigtigt - og det rigtige ofte er skudt helt ved siden af. I hans optik.

- Jeg så en trylleklovn forleden, og jeg synes, at når man laver noget for børn, så bliver det hurtigt så foroverbøjet, at man knækker i forsøget på at nå ned til dem. Og det tror jeg er misforstået. Børn har den højde, de har. De er vant til at kigge opad. Der er ingen grund til at tale ned til dem. De er vant til at være i en verden, der er større end dem, og de er vant til, at der er hundrede lag, de ikke forstår. Det er almindeligt.

- Og når man skal lave underholdning til børn, så må der gerne være lag, de ikke forstår, fordi det er en del af deres virkelighed, i stedet for at man skærer det hele ud i pap og gør det dumt.

Forsvar for børn

Og skal man endelig fortolke børnenes verden og tale i deres lag, så er det helt ned på knæ og forsvare dem ubetinget.

- Hvis jeg skal skrive en sangtekst til Onkel Reje, så tænker jeg på, hvad det er, andre synes er irriterende ved børn. Det kan være, at de er kræsne, at de ikke vil spise op. Eller at børn ikke vil gøre, det man siger. "Rejes" store ting er jo, at han ikke kan lide at gå i bad. Alle de ting som forældre kan irritere sig over. Det er det, Onkel Reje går ind og forsvarer.

På samme måde forsvarer han drillerier. I sin ædleste form sker det ikke i ond mening, men i kærlighed.

- En stor del af livet, og det vi går og glæder os over, det er det at drille. Vi har et instinkt, der gør, at når kroppen svigter - hvis vi falder i en bananskræl, så griner vi. Det er jo en stor del af det at være menneske, det er at kunne grine. Men de ter vigtigt, at vi bruger den evne til at grine og drille.

Det at drille er en ædel disciplin, fordi hvis man misforstår det, så er det at mobbe. Så er det ondskaben, man slipper løs.

Onkels Rejes drillen er kærlig, fordi det handler om, at jeg vil dig virkelig det bedste. Jeg vil drille, fordi vi skal have det sjovt sammen, siger Mads Geertsen og sumerer i de sidste seks ord Onkel Rejes filosofi op:

"Vi skal have det sjovt sammen".

  • 17342852_10155990747807846_5935142026828163102_n

    Af:

    Fortæller historier i ord og billeder. Twitter: @knakkergaard Instagram: klausknakkergaard / photobyknakkergaard

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere