Spillestedet er PåTaget er åbnet på toppen af en parkeringskælder. Håbet er at skabe et fællesskab med musikken i fokus

- Jeg tænker, at jo større tilløb man tager, jo hurtigere kommer man af sted. Lidt som en bue og pil hvor, min bue bare er trukket heeeeelt tilbage, og nu flyver pilen af sted med fantastisk fart.

Andreas Hougaard sender et imaginært skud af sted og griner. Han ser en smule klatøjet ud, men der har heller ikke været tid til meget andet end arbejde og at drikke kaffe, siden han i begyndelsen af november åbnede byens nye spillested PåTaget.

PåTaget

Slotsgade 18BÅbningstider

Onsdag-torsdag: 19-02

Fredag-lørdag: 21-04

Det ligger på toppen af parkeringshuset i Store Gråbrødrestræde, hvor undergrunds-natklubben Bobz havde lokaler indtil sommeren 2016. PåTaget har dog intet med Bobz at gøre, understreger Andreas Hougaard.

- Bobz var én ting, det her er noget andet. Det her er et spillested med musikken i fokus. Jeg håber, det kan blive et fællesskab for musikere, og for folk der elsker musik, siger Andreas Hougaard.

Derfor er omdrejningspunktet i det nye spillested en pulje af musikere, der på kryds og tværs kan indgå i et husband, der igen skal indgå i konstellationer med udefrakommende kunstnere.

- Jeg håber, at det kan være med til at skabe noget unikt heroppe. Jeg tænker, at hvis en artist kommer herop med sin musik og lægger den i hænderne på husorkestret, så opstår der noget magisk i øjeblikket heroppe, forklarer Andreas Hougaard.

I øjeblikket har han samlet 12 musikere til husorkesteret - heraf en del fra det lokale band Passengers Only, nogle stykker fra konservatoriet og en gruppe fra jamsessions i byen.

- De musikere har naturligvis andre jobs i kalenderen, så det er ikke alle, der er med hver gang. Af samme årsag skal holdet gerne udvides løbende, så er man interesseret, så duk op her eller til nogle af de andre jams, der findes i byen, siger Andreas Hougaard med henvisning til åbne jamsessions på blandt andet Studenterhuset og Dexter.

Intimt

Udover koncerterne med husorkestret, vil PåTaget også stå for "almindelige" koncerter - blandt andet i samarbejde med Sofar Sounds Odense, der arrangerer intimkoncerter rundt omkring i Odense.

- Til Sofar Sounds er der ofte tre-fire kunstnere, der spiller tre-fire numre hver. Jeg forestiller mig, at man så efter Sofar Sounds-koncerten kunne opleve en af de kunstnere spille en hel koncert heroppe. Jeg er kæmpe fan af det intime, som Sofar kan - det er samme stemning, vi gerne vil give heroppe, siger Andreas Hougaard.

Fredag og lørdag er forbeholdt koncerter af den ene eller anden slags, mens onsdag og torsdag hovedsageligt vil blive brugt på forskellige events og temaaftenener. Følg med på PåTagets Facebook-side for at se arrangementerne.

  • 17342852_10155990747807846_5935142026828163102_n

    Af:

    Fortæller historier i ord og billeder. Twitter: @knakkergaard Instagram: klausknakkergaard / photobyknakkergaard