Hår

Det kedelige og hårde liv i et asylcenter er skiftet ud med bolig og egen salon i Odense

Qassim Jamil Rasho flygtede i 2011 fra krigen i Irak. Han kom til Danmark, hvor han blev sendt til Sandholmlejren. Kort efter blev han sendt videre til Asylcenter Ebeltoft, inden turen gik videre til Asylcenter Holmegaard i Bagenkop. I Bagenkop boede Qassim i ca. 3 år.

Forfærdelig periode i mit liv

- Jeg har boet over fire et halvt år i asyllejre. I Bagenkop boede jeg i tre år, og det var mens jeg boede der, at jeg fik opholdstilladelse i Danmark i august 2015. Jeg flyttede fra asylcentret til Odense, hvor jeg flyttede ind i en lejlighed, fortæller Qassim Jamil Rasho. - Det var en forfærdelig periode i mit liv. Jeg var flygtet fra krigens rædsler, flygtet til et land, hvor jeg ikke kunne sproget, og jeg tænkte hver eneste dag på min familie, der stadig boede midt i krigens helvede i Irak. Jeg havde det svært mens jeg boede på asylcentret. Jeg kunne stå op, spise og ellers lave ingenting. Jeg måtte ikke studere eller finde arbejde så længe jeg ikke havde opholdstilladelse. Det var en frygtelig periode i mit liv, fortæller Qassim Jamil Rasho.

Drop in salon

Drop in salonVesterbro 34

Ejer: Qassim Jamil Rasho

Åbent: Mandag-fredag kl. 10-17.30 samt lørdag kl. 10-16

Tlf: 71511313

Tak til Odense Kommune

Men livet blev straks noget lettere for Qassim, da han flyttede ind i sin egen lejlighed i Odense. Han fik med hjælp fra Odense Kommune muligheden for at gå i gang med en uddannelse som frisør på Frisørakademiet. - Jeg har en fætter, der arbejder som frisør i Irak, og jeg har ofte stået i hans salon og set ham arbejde. Og da jeg ønsker at arbejde, tænkte jeg, at et job som frisør i Danmark kunne være det rigtige for mig. Jeg gik i gang med uddannelsen på Frisørakademiet, en uddannelse som jeg kan takke Odense Kommune for at hjælpe mig igennem. Sideløbende med Frisørakademiet læste jeg også dansk, fordi jeg vil integrere mig i det danske samfund, siger Qassim Jamil Rasho.

Herre, dame og børne klip

Efter endt uddannelse arbejdede Qassim i et par odenseanske saloner. For nyligt indgik han en aftale om leje af et lokale på Vesterbro 34, hvor han har indrettet sin egen salon, som har fået navnet Drop in Salon. - Drop in Salon er en salon, hvor jeg tilbyder herre, dame og børne klip. Jeg er utrolig stolt og glad for, at jeg er nået dertil i livet, hvor jeg har kunnet skabe mit eget. Jeg elsker jobbet som frisør og glæder mig hver eneste dag over at have skiftet de lange kedelige dage i asylcentrene ud med en spændende tilværelse som selvstændig, siger Qassim Jamil Rasho

  • Af: