Krigskorrespondent i Odense

Der har på det seneste været noget polemik om, hvorvidt det er sandt, at du som en betingelse for at kunne lave interviewet med Syriens præsident, Bashar Hafez al-Assad, skulle have viagra med. Så er det sandt?

- Det var Radio 24syv, der på helt utroligt vis på baggrund af noget, der havde stået i Se & Hør kom en historie om, at jeg enten havde løjet om det under et foredrag, hvor jeg fortalte det eller at det måtte være sandt og dermed en form for koroption. Jeg fik dog hurtigt en uforbeholden undskyldning fra Radio 24syv.

Fakta

Navn: Rasmus Sebastian Altenburg Tantholdt.Alder: 43 år.

Stilling: Journalist, korrespondent for TV2.

Civil status: Kæreste med Natasja Crone. Har en søn, Emil på 13 år.

Sandheden er, at jeg i foredraget fortalte en joke om, at en tidligere informationsmedarbejder i Assad-styreret - som nu er en af mine gode venner - havde spurgt, om jeg ville tage noget viagra med til ham, når jeg kom til Syrien, så det havde Se & Hør altså fuldstændig misforstået.

Som TV2-journalist er du især kendt som korrespondent i krigszoner og andre konflikter. Hvad er det, der virker tiltrækkende ved netop det journalistiske område?

- Som udgangspunkt er det ikke noget, jeg selv har valgt, det er bare blevet sådan med årene.

Det jeg som journalist synes er interessant, er historier med mennesker, der har noget på spil og det har de, der lever i krigs- og katastrofeområder i den grad. De lever i deres følelsers vold, hvilket betyder, at deres historier spænder lige fra grusomheder til barmhjertighed. Og jeg tror, at jeg som journalist har mulighed for at gøre en lille forskel og bidrage til at tingene ændres de steder, jeg reporterer fra.

Har du været soldat?

- Nej. Jeg trak ikke frinummer og da jeg heller ikke ville være en del af beredskabsstyrelsen, blev jeg militærnægter. Jeg aftjente min tid på Moesgaard Museum ved Aarhus, hvor jeg hjælp med i udstillingerne og støvede Grauballemanden af.

Drømmer du om dine opgaver om natten?

- Det jeg har oplevet, har sat sig i mig, men ikke på en negativ måde.

Oplevelserne har tydeliggjort, at jeg og vi danskere i bund og grund er heldige at leve i et land, hvor det er et vigtigt spørgsmål, om vi skal købe økologiske æg eller ej. Mange af de steder jeg reporterer fra, der er de lykkelig, hvis de har bare et æg.

Når jeg siger, at der er oplevelser, der har sat sig, mener jeg, at det flere gange er sket, at jeg har følt mig ramt, når jeg har set ubehagelige ting, hvilket helt sikkert har ændret mig som menneske, men hvordan kan jeg ikke sige præcist.

Har din verdensopfattelse ændret sig efter, du begyndte at lave indslag fra konfliktområder?

- Jeg tror, jeg har fået et mere realistisk syn på verden end tidligere.

I Danmark er vi meget naive i vores tilgang til den øvrige verden. Vi kan ikke forvente, at andre uden videre indfører demokrati, derfor er jeg utrolig træt af historier, hvor man laver journalistik ud fra det, der sker i Danmark.

En gang jeg var i Libanon, så jeg - og vi filmede det - hvordan en vagt slog på flygtninge med en kæp. Det var forfærdeligt - ingen tvivl om det - men da jeg snakkede om det med min tolk, var han uforstående. Han sagde, at i Libanon er det at slå i skolen almindeligt, så for dem var det, at en flygtning blev slået med en kæp ligesom skolegangen, en måde at lære flygtningene, hvordan de skal opføre sig.

Var det et tilfælde, der gjorde, at konfliktstof blev dit speciale?

- Min tidligere chef, Michael Dyrby, spurgte, om jeg ville afsted, da Irak-krigen begyndte, og jeg havde ingen betænkeligheder ved at sige ja.

Jeg var en ung journalist på 28 år, der indtil da kun havde dækket indlandsstof, så jeg så det som en af de chancer, der kun opstår én gang.

Er der noget, du altid har med i kufferten, når du rejser ud på en opgave?

- Jeg har altid min tennisketsjer med. Uanset hvor jeg er på opgave, forsøger jeg altid at finde en tennisbane og jeg har spillet tennis i eksempelvis Allepo og Damaskus.

Jeg spiller helst med de lokale dels fordi, jeg har fundet ud af, at det at spille tennis er en god måde at komme i kontakt med de lokale og dels fordi, jeg forgæves har forsøgt at lære mine kameramænd at spille.

Hvad får du tiden til at gå med, når du er ude på en opgave og ikke laver et indslag?

- Når jeg er afsted er det kun arbejde. Selve optagelsen af et indslag er ikke så tidskrævende, men der går meget tid med logistik og at finde de rigtige mennesker at tale med. Dertil kommer redigering af optagelserne, lave direkte indslag til TV2 News samt skrive på Facebook, Instagram, Snapchat og TV2s hjemmeside.

Kan du føle dig restløs, når du er hjemme i fredelige Danmark?

- Ind imellem ja, men det sker ikke så tit, for jeg har heldigvis en dejlig dreng og en dejlig kæreste samt familie. Og hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg gerne have længere tid herhjemme.

Hvad drømte du om at blive som dreng?

- Politimand. Jeg syntes, det var et job, der ville passe godt til mig, for allerede dengang havde jeg det svært med uretfærdighed - det var af samme grund, at jeg senere blev journalist. Som politimand har man mulighed for at gøre noget ved uretfærdighed plus at det er et job, hvor man aldrig ved, hvordan dagen ender.

Er der noget, du samler på?

- Unterbergkapsler fordi man kan veksle dem til fine ting, når man har samlet nok.

Og så samler jeg på AGF-sejre, dem er der desværre ikke så mange af i øjeblikket.

Har du en fobi?

- Det er ikke en fobi, men jeg er bange for stilstand.

Er du kreativ?

- Min kreativitet kommer til udtryk ved, at jeg har mange idéer og er meget impulsiv som eksempelvis i forbindelse med vores ferie i Florida i sommers, hvor jeg foreslog, at vi tog et par dage til Bahamas, nu hvor vi var på de kanter. To timer senere sad vi et fly og var på vej.

Hvad er din største last?

- Min utålmodighed. Det er den, der driver mig, men samtidig ved jeg godt, at det kan være belastende at have en mand og en far, der er så utålmodig.

Jeg vil gerne blive bedre til...

- At spille tennis og det er hele spillet generelt. I mange år spillede jeg fodbold, men til sidst kunne min krop ikke holde til det mere og så troede jeg. at tennis måske ville være knap så belastende. Der troede jeg fejl, men det er sjovt, så jeg bliver ved alligevel.

Og skal jeg være ærlig, så er jeg nok en dårlig taber, hvis jeg taber til en, jeg synes burde være dårligere end mig. Men jeg er nok en endnu mere ekstrem dårligere vinder - det siger min søn i hvert fald - for jeg kan ikke lade være med at komme med stikpiller, når jeg har vundet.

Luksus er...

- At holde fri sammen med familien.

Når jeg er i køkkenet...

- Så tager det meget lang tid, for jeg laver helst alt fra bunden. Det bedste jeg ved er traditionel dansk mad.

  • Af: