Genbrug

Red Barnets nye butik i Nørregade har brug for frivillige hjælpere, efterlyser Marianne Busk, daglig leder.

Marianne Busk er butiksleder hos Red Barnet. Butikken flyttede for et par uger siden fra Hjallesevej 6 til Nørregade 65 og Marianne glæder sig over at være kommet til Nørregade, hvor hun håber at folk har nemmere ved at finde vej. - Vi er blevet rigtig glade for den nye beliggenhed her i Nørregade. Vi er en butik, der udelukkende forhandler legetøj, børnetøj og tilbehør til børn i alderen 0-12 år. Butikken er den del af Red Barnets odenseanske lokalafdeling, som har rådmand Susanne Crawley som formand. 1/4 af vores overskud i butikken går til lokalafdelingen. Lokalafdelingen bruger blandt andet disse penge til afholdelse af en efterårslejr for piger samt en sommerlejr for udsatte børn. Ligeledes afholder lokalforeningen oplevelsesture for odenseanske børn og deres familier. Og man har en ATP klub, som er for flygtninge i Odense, der skal integreres i det danske samfund. Så når man handler hos Red Barnet i Nørregade er man med til at støtte udsatte børn og deres familier i Odense, siger Marianne Busk, der er en ud af 16 frivillige, der arbejder i butikken.

Red Barnet Genbrugsbutik Odense

Red Barnet Genbrugsbutik OdenseNørregade 65

Åbent: mandag-fredag kl. 10-17 samt 1. lørdag i måneden kl. 10-13

Facebook: Red Barnet Genbrugsbutik Odense

Brug for frivillige hænder

Men der er brug for flere frivillige hænder. Så sidder du derhjemme og har lyst til at yde et stykke frivilligt arbejde, så vil Marianne Busk meget gerne høre fra dig. Hun kan kontaktes på tlf. 22376619.- Vores åbningstider er alle ugens hverdage fra klokken 10-17 samt den første lørdag i måneden kl. 10-13. Men vi håber, vi med flere frivillige kan holde åbent hver lørdag. Arbejdet består blandt andet i at tage imod de varer, vi modtager i butikken og videresælge dem. Alt tøj vi modtager bliver vasket, inden det videresælges. Og kommer der børn ind i butikken med brugt legetøj, modtager de et diplom som tak for deres donation til Red Barnet, siger Marianne Busk, butikschef. I fremtiden håber Marianne også, at man kan nå at arrangere et julearrangement i år, samt afholde fastelavn som en fast tradition i butikken i Nørregade 65.

  • Af: