Hestevæddeløb

Fyens Væddeløbsbane forventer mange tilskuere til fredagens løb

Kim Nielsen, der er daglig leder af Fyens Væddeløbsbane, glæder sig til at kunne præsentere Richard Møller Nielsens Mindeløb, som køres på fredag den 11. august på Fyens Væddeløbsbane. Mindeløbet blev til for fire år siden i samarbejde med Richards søn Tommy Møller Nielsen til ære for Danmarks bedste fodboldlandstræner, der ofte var gæst på Væddeløbsbanen i de sidste år af hans liv.

Jeg tror, jeg var med til at vække Richards interesse for hestesporten

Kim Nielsen

Inviterede Richard til væddeløb

- Jeg tror, jeg var med til at vække Richards interesse for hestesporten, da jeg i 2011 inviterede ham ud på banen for at holde et foredrag. Da jeg kontaktede Richard om muligheden for at få ham ud og fortælle om blandt andet EM triumfen, afviste han i første omgang, da det var den dag, han skulle holde sin fødselsdag for familien, fortæller Kim Nielsen. - Jeg øjnede straks muligheden for at inviterer Richard og hans familie ud til Fyens Væddeløbsbane, så derfor lokkede jeg ham herud på han fødselsdag, mod at han til gengæld kunne invitere den nærmeste familie med ud på væddeløbsbanen, og så ville vi holde fødselsdagen for ham og hans familie. Vi gav den dag Richard en anpart i "Danmarkshesten". Det var Fyens Væddeløbsbanes fødselsdagsgave til ham. - Den anpart betød, at Richard Møller Nielsen herefter begyndte at komme til løbsdagene på banen herude for at følge Danmarkshesten ofte i selskab med fru Jonna eller sønnen Tommy. Så da Richard gik bort i 2014, var det oplagt, at vi fik skabt et mindeløb for ham, siger Kim Nielsen.

Fredag fra kl. 15.30

Da Richard gik bort forærede Jonna Møller Nielsen et foto til Kim Nielsen. Fotografiet hænger på Kims kontor på Fyens Væddeløbsbane, et foto Kim passer meget på, da det er originalfotografiet fra dengang hesten To-Nul June, blev præsenteret i august 1992. To-Nul June var en hest, som var ejet af Richard Møller Nielsen samt 19 spillere, der var med til at vinde EM i fodbold tilbage i 1992.

I forbindelse med løbet på fredag kan man møde nogle af de gamle EM helte, der var med i 1992. Kent Nielsen, Johnny Mølby og John Sivebæk vil være tilstede, og det samme vil de tidligere OB spillere Lars Høgh og Allan Hansen.

- Det sportslige program holder høj klasse på denne storløbsdag, og der er bl.a. fire løb i den danske travliga på programmet, samt en stribe andre løb med højere præmiesummer end vanligt. Løbsdagen starter kl. 15.30.

Racerbil mod heste

Løbsdagen byder også på en række tiltag for at gøre dagen til noget ekstraordinært. Via et samarbejde med BoligPortal kommer racerkøreren Michael Markussen fra "Team Jan Magnussen" for at dyste mod en travhest og en galophest. Racerbilen forventes at kunne præstere en topfart, der er omkring dobbelt så hurtig som hestene på den 1.000 meter lange bane. Michael Markussen skriver autografer fra kl. 16 - 17. Ud over Michael Markussens racer bliver der også mulighed for at se en stribe andre hurtige biler, når en god håndfuld folk fra "Sportcar Event", der støtter velgørende formål, udstiller deres biler af mærker som bl.a. Ferrari, Lamborghini og Ford Mustang. Via en publikumskonkurrence bliver der mulighed for at vinde en køretur med en af bilerne. Er man indehaver af et årskort til Odense Zoo, giver det mod fremvisning af kortet gratis adgang til løbsdagen på fredag på Fyens Væddeløbsbane. Bag dette arrangement står FVB Sponsornetværk hvor Jon Tølbøll er sponsoransvarlig.

Professionelt netværk

- FVB Sponsornetværk blev startet for lidt over et år siden, Fortæller Jon Tølbøll.- Vi vokser og vokser og kan snart præsentere virksomhed nummer 60 i netværket. - Vi er et professionelt netværk med forretningen i højsædet. Vi tilbyder et sponsornetværk med base og tilknytning til Fyens Væddeløbsbane. Vi mødes en gang om måneden til netværksmøder og mødes omkring seks til otte gange til VIP arrangementer. For at komme med i dette netværk, behøver man ikke have den store interesse i heste og væddeløbssport. Det vigtigste er, at man har interesse i at øge eksponeringen og brande sit firma, samt det at gøre forretning og samhandel med andre firmaer i netværket, siger Jon Tølbøll.

  • Af: