Frisør

Nicka Amanda Bubandt Madsen vandt en flot sølvmedalje ved frisør VM i Paris

Nicka Amanda Bubandt Madsen er frisørassistent og førstedame hos Trend of Hair i Tarup Centeret. Sammen med Charlotte Kreutzmann Nielsen, Cecilie Westergaard Andersen, Cecilie Thea Kaspersen og Lisette Andersen, alle frisører i en af Trend of Hairs saloner i Odense, udgjorde hun det danske juniorlandshold, der for nyligt deltog ved frisør VM i Paris, hvor det blev til en fjerdeplads for hold. Men for Nicka var VM deltagelsen en specielt stor oplevelse, for hun vandt VM sølv i disciplinen "Commercial Fashion Style & Cut". En bedrift, som Søren Nielsen indehaver af Trend of Hair i Odense, var meget tilfreds med. Udover at være Nickas arbejdsgiver er Søren også frisørlandstræner.

Jeg deltager ikke for sjov, nej vi skal vinde medaljer

Søren Nielsen, indehaver af Trend of Hair og dansk landstræner

Målsætningen holdt

- Jeg lagde sammen med pigerne en målsætning om, at vi som hold skulle i top fem, og så ville jeg være en tilfreds landstræner, hvis vi fik to af de fem piger op blandt de fem bedste i den individuelle konkurrence, hvilket vi gjorde. Jeg har været landstræner for Danmark i 10 år, og det hold, der var af sted denne gang, var helt vildt dygtige og knoklede hårdt for at blive dygtigere, siger Søren Nielsen.

Pigerne startede forberedelserne til VM for et halvt år siden. Og de sidste to måneder op til VM trænede de fem gange om ugen for at dygtiggøre sig. Den stod på træning tre hverdagsaftener efter lukketid, hvor pigerne trænede fra kl. 18 til 22. Og i weekenderne trænede de hver lørdag efter lukketid og det meste af søndagen.

Søren Nielsen gør comeback efter 15 års fravær

- Vi var godt forberedte, da vi rejste til Paris. Jeg havde en god fornemmelse i kroppen, Og jeg er simpelthen bare så stolt over at være blevet nummer to individuelt og nummer fire med holdet. siger Nicka Amanda Bubandt Madsen.- Nu ser jeg frem til at deltage i 2018 ved VM sammen med Søren Nielsen. Og ja, jeg sagde Søren Nielsen. For Søren har efter 15 års fravær valgt at vendte tilbage og deltage ved VM 2018 i Paris, hvor jeg også bliver en del af holdet.

Søren vil vinde medaljer

Søren Nielsen glæder sig til at gøre comeback. Han er tidligere verdensmester, syv gange dansk mester og syv gange nordisk mester.

- Jeg har været dansk landstræner i ti år og to år som landstræner i Norge. Jeg har ikke deltaget i konkurrencer i 15 år, men jeg har nu sat mig for at det kommende år skal bruges på at dygtiggøre mig, så jeg bliver en del af seniorlandsholdet ved VM næste år. Jeg deltager ikke for sjov, nej vi skal vinde medaljer. Og helst guldmedaljer, siger Søren Nielsen.

  • Af: