Log ind

Sport: Headhuntet til herrelandsholdet

  • Sport: Headhuntet til herrelandsholdet
    1 / 3
    39-årige Anja David Greve driver til dagligt klinikken ADG Fysioterapi, som har adresse på Rugårdsvej 23. Foto: Miriam Kjer
  • Sport: Headhuntet til herrelandsholdet
    2 / 3
    Gennem mere end 12 år har Anja David Greve arbejdet med professionelle håndboldspillere. Hun startede som fysioterapeut i GOG i 2004 og er siden blevet tilknyttet det nuværende Odense Håndbold. Arkivfoto
  • Sport: Headhuntet til herrelandsholdet
    3 / 3
    Foto: Miriam Kjer

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sundhedsstaben omkring de danske håndboldherrer er blevet udskiftet. Anja David Greve fra Odense bliver holdets nye fysioterapeut.

Hun er vant til at arbejde med en række af Danmarks bedste håndboldspillere, men fremover skal Anja David Greve også arbejde med nogle af verdens bedste.

Den 39-årige odenseaner har i denne uge indgået en aftale med Dansk Håndbold Forbund (DHF) og tiltræder til sommer jobbet som fysioterapeut for spillerne på det danske herrelandshold.

- Jeg er helt vildt spændt og glæder mig selvfølgelig til at komme i gang, fortæller hun.

Mere om Anja David Greve

Er 39 år, gift og mor til to børn på henholdsvis fem og otte år.Blev uddannet fysioterapeut i 2005 og har desuden bifag i Idræt og Sundhed fra SDU.

Åbnede i 2011 ADG Fysioterapi på Rugårdsvej, som hun fortsat driver.

Var fra 2004 til 2009 tilknyttet GOG's ligadamer og -herrer, og arbejder p.t. både med GOG's ligaherrer og Odense Håndbolds ligadamer.

Stor faglig tyngde

Anja David Greve har gennem mange år været tilknyttet ligahold på såvel dame- som herresiden i GOG og Odense Håndbold og har derfor oparbejdet masser af erfaring og ekspertise inden for det idrætsfysioterapeutiske område.

Alligevel havde hun ikke forestillet sig, at pilen ville ende med at pege på hende selv, da håndboldforbundet for få uger siden meddelte, at der efter Nikolaj Jacobsens tiltræden som landstræner skulle opbygges en ny sundhedsfaglig stab omkring håndboldherrerne.

Historisk ansættelse

Med ansættelsen af Anja David Greve får herrelandsholdet i håndbold for første gang nogen sinde en kvinde i sundhedsstaben.Ifølge sportschef i Dansk Håndbold Forbund, Morten Henriksen, er hun blevet valgt til jobbet på grund af sin idrætsfysioterapeutiske faglighed og sin mangeårige erfaring fra arbejdet med professionelle håndboldspillere.

Sundhedsstaben kommer udover Anja David Greve til at bestå af kropsterapeut Kristoffer Glavind Kjær og læge Morten Storgaard. Trekløveret afløser fysioterapeuterne Peter Poulsen og John Bruun samt læge Sten Bo Kalms, der har været tilknyttet landsholdet gennem mange år.

Det er sportschef Morten Henriksen og den nye herrelandstræner, Nikolaj Jacobsen, der har sammensat den nye sundhedsstab. De har i ansættelsesprocessen lagt vægt på at sammensætte et sundhedsdfagligt team omkring landsholdet, der hver især bidrager med særlige spidskompetencer og på den måde komplementerer hinanden godt.

- Jeg må da indrømme, at jeg blev overrasket, da jeg modtog en mail fra Morten Henriksen (sportschef i DHF, red.), som gerne ville snakke med mig om det her job, siger Anja David Greve og tilføjer:

- Det lyder forkert at sige, at jeg aldrig har haft en drøm om at arbejde med landsholdet. Jeg har bare ikke tænkt på det som en mulighed.

Pytlick med på råd

Men muligheden opstod, og da tilbuddet pludselig forelå, besluttede Anja David Greve sig for at gribe chancen.

Det var dog ikke uden overvejelser, fordi det prestigefulde job også er forbundet med afsavn.

- Jeg har to børn på fem og otte år, og det betyder selvfølgelig noget at skulle være væk fra dem i hele januar måned hvert år og også til træningssamlingerne. Men heldigvis er Facetime opfundet, og da jeg fik tænkt igennem, hvilke muligheder og udfordringer jobbet giver mig på det her tidspunkt i min karriere, var tilbuddet bare for stort til, at jeg kunne sige nej, forklarer fysioterapeuten, der er blevet bakket op i sin beslutning af både familien samt GOG og Odense Håndbold.

- Klubberne skulle selvfølgelig give mig lov, fordi jeg jo har en kontrakt med dem. Så jeg talte først med Jan Pytlick (tidligere damelandstræner nuværende cheftræner i Odense Håndbold, red.), og han sagde, at hvis bare jeg dækker dem godt nok af med mine kollegaer fra klinikken, når jeg er afsted med landsholdet, så var det fint for ham. Og han syntes faktisk, at jeg skulle sige ja, fortæller hun.

Anja David Greve tiltræder sin nye stilling den 1. juni. Af private årsager er hun dermed ikke en del af den forestående landsholdssamling, som inkluderer to EM-kvalifikationskampe mod Ungarn.

  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere